skip to Main Content
Impact Startup Danmark – Nyt Udviklingsforløb For Sociale Iværksættere

Impact Startup Danmark – nyt udviklingsforløb for sociale iværksættere

Den Sociale Kapitalfond og Industriens Fond står bag Impact Startup Danmark – et nyt udviklingsforløb, der har til formål at professionalisere iværksætterne og matche dem med impact investorer, så de bliver klar til at skabe nye løsninger til gavn for samfundet og Danmarks konkurrenceevne.

Tanken med det nye program Impact StartUp Danmark er at sociale iværksættere og impact investorer er sammen om at skabe løsninger på velfærdsudfordringerne.
Danmark har brug for ambitiøse sociale iværksættere, der tilbyder bæredygtige løsninger til nogle af vores velfærdssystems største udfordringer. Samtidig har vi brug for impact investorer, der kan være med til at skalere de stærkeste iværksættere og bringe dem godt på vej mod vækst og eksport.

Derfor går jagten nu ind for at finde de sociale iværksættere, der skal deltage i det nye intensive acceleratorforløb:

”Markedet af sociale iværksættere og impact investorer er stort og uopdyrket, og der er brug for at få anvist en vej, hvor de to parter mødes på en professionel arena, og hvor parterne sammen kan udvikle virksomhederne, så de skaber endnu større samfundsværdi,” siger Birgitte Frost Mathiesen, partner og direktør i Den Sociale Kapitalfond.

Samtidig er der et voksende behov for nye forretningsmodeller, partnerskaber og netværk, ligesom behovet for impact investorer aldrig har været større:

”Iværksættere spiller en vigtig rolle for Danmark og kan være med til at udvikle samfundet og skabe nye eksporteventyr. Men for at få iværksætterne op at flyve, er det afgørende, at de bliver matchet med dygtige investorer, så de sammen kan tage et fælles ansvar i en bæredygtig og positiv omstilling – og samtidigt skabe en økonomisk gevinst,” siger adm. direktør i Industriens Fond, Thomas Hofman-Bang.

Når de sociale iværksættere er fundet, skydes Impact StartUp Danmark for alvor i gang. Iværksætterne deltager blandt andet i en bootcamp, en pitchdag, et acceleratorforløb på seks måneder, en demodag hvor iværksættere møder nye investorer, og til sidst et advisory-forløb på 12 måneder.

For at komme i betragtning til at deltage i Impact StartUp Danmark skal iværksættervirksomheden være en social iværksætter med potentiale til skalering ud over Danmarks grænser. Iværksætteren skal være registreret med et CVR-nummer og have eksisteret i 0-5 år.

FAKTA:

Impact StartUp Danmark støttes med 5 mio. kroner af Industriens Fond og fungerer som den danske del af et samlet nordisk initiativ med fokus på socialt iværksætteri og impact investment.

Sociale iværksættere er kendetegnet ved at have en forretningsmodel, der tilbyder løsning af nogle af velfærdsstaten udfordringer, mens impact investorer er investorer, der placerer deres investeringer i virksomheder, der drives med udgangspunkt i et ønske om at udvise samfundsansvar.

Interesserede impact investorer og iværksættere kan læse mere om Impact StartUp Danmark på her


For yderligere information kontakt:

Birgitte Frost Mathiesen, Direktør og partner,  28 49 00 80 – bfm@socialkapitalfond.dk

Stine Lomholt, Forretningsudviklingschef,  23 73 15 83 – slo@socialkapitalfond.dk

Back To Top