Den nye publikation Virksomheder der gør en forskel - Socialøkonomiske virskomheder i Aarhus præsenterer 20…
WeSolar – Bæredygtig energi til udsatte familier i USA
Adgangen til og brug af bæredygtig energi er et vigtigt redskab i kampen mod klimaforandringer og en bæredygtig forbrugshverdag. Men for mange udsatte befolkningsgrupper er muligheden for at vælge bæredygtige løsninger på deres energiforbrug begrænset. Familier med en lav indkomst er ofte udelukket fra at kunne investere i udstyr der kan forsyne dem med sol- eller vind-energi som ejere eller andelshavere, og desuden bor udsatte familier ofte til leje hvor det er svært at få tilladelse og fysisk plads til at opstille bæredygtige energi-løsninger. Dette betyder at mange mennesker ikke kan træffe bæredygtige energivalg i hverdagen, og at den globale omstilling mod større bæredygtighed derved svækkes.
WeSolar er en minoritetsejet virksomhed i den amerikanske stat Maryland der arbejder for at være med til at løse denne udfordring ved at give udsatte familier adgang til solenergi på en enkel og effektiv måde som ovenikøbet kan reducere deres økonomiske udgifter til energiforbrug. Ved at tilmelde sig WeSolar-projektet kan familier omlægge deres energiforsyning til solenergi gennem den energi-leverandør de har i forvejen uden ekstra udgifter eller nyinstallationer.
WeSolar’s indsats er blevet mulig på baggrund af en række tiltag i Staten Maryland mod udvikling af bæredygtighed i energiforsyningen. Maryland har vedtaget ved lov at arbejde for at 50 procent af statens energiforsyning i 2030 skal være baseret på vedvarende energikilder og 100 procent i 2040. Samtidig har staten indført lovgivning der åbner for mere konkurrence på markedet for energi-forsyning der tidligere i høj grad har været domineret af få store udbydere der holdt priserne kunstigt oppe. Som del af disse lovtiltag igangsatte Maryland et syvårigt pilotprojekt 2017-2024, Community Solar, hvor der gives tilskud til opførsel af forskellige typer af solenergi-anlæg som borgere, firmaer og organisationer så kan købe eller leje andele i – eller man kan slå sig sammen og lave sit eget fælles projekt. Anlæggene forsyner så nærområdet eller kobles til det større forsyningsnet. Et eksempel er Panorama-projektet i Prince George County hvor der bygges et stort solenergi-anlæg på et areal der ellers er vanskeligt at udnytte fordi det tidligere har været losseplads. Anlægget producerer 6.6 megawatt solenergi, nok til at forsyne 1000 kunder. Ved at bygge stor-skala solenergi-anlæg ønsker staten Maryland ikke bare at øge adgangen til bæredygtig energiforsyning, det styrker samtidig muligheden for at spare på ressourcer til opførsel af anlæg, reducere affaldsmængden, udnytte landarealer der ellers er ubrugelige og bidrage til at skabe grønne jobs med bygning, vedligeholdelse og drift af solenergianlæggene. Og samtidig reduceres udgifterne til elforsyning for den enkelte forbruger.
Maryland har således givet mange af statens borgere mulighed for at omlægge deres energiforbrug til solenergi via de nye tiltag. Men for lavindkomst-grupper i det amerikanske samfund er det vanskeligt at deltage i sådanne tiltag på grund af dårlig økonomi og manglende rådighed over egen bolig og egnet bolig til at installere forsyningsanlæg. WeSolar tilbyder derfor muligheden for at familier kan tilslutte sig eksisterende solenergi-projekter igennem det elforsynings-selskab de allerede er tilknyttet uden nye udgifter eller opsætning af nyt udstyr i hjemmet.
WeSolar’s rolle er at formidle kontakten mellem forbrugerne, deres forsyningsfirma og de solenergi-forsyningsanlæg der står til rådighed. Firmaer, familier og enkeltpersoner får på denne måde mulighed for træffe et bæredygtigt valg også selvom de ikke har mulighed for at være investorer eller andelshavere, de kan være med til at udvide og udvikle den bæredygtige energiforsyning og desuden drage økonomisk fordel af ’stordriften’ ved kun at betale for det de faktisk bruger.
Og målgruppen af borgere for hvem energiforsyningen er en udfordring er stor. I staten Maryland anslås størrelsen af ubetalte regninger for el- og strømforbrug at være omkring 300 millioner dollars, og mange af lavindkomstgrupperne har i mange år været ekstra presset af kunstigt høje forbrugspriser på et marked der tidligere var domineret af få store udbydere. WeSolar udnytter de nu udvidede konkurrencemuligheder på markedet for elforsyning, og estimerer at lavindkomstfamilierne vil kunne spare omkring 30 % af deres energiudgifter ved at skifte til solenergi gennem WeSolar.
For Kristal Hansley der er stifter af WeSolar er det en særlig vigtig kerneopgave at gøre en indsats for at lavindkomstgrupper – hvor mange har anden etnisk baggrund – bliver inkluderet i arbejdet med at omstille kloden mod bæredygtighed. Hun har tidligere arbejdet for et andet solenergifirma hvor hendes opgave var at forsøge at udvide kundekredsen i boligområder med lavindkomst hvor de fleste havde afro-amerikansk baggrund. Hansley besluttede at bruge sine erfaringer herfra til at starte sit eget firma for at målrette indsatsen, og hun er den første afro-amerikanske kvindelige firmaejer i solenergi-branchen hvor 80% af lederne er mænd og 88% er hvide (2019 U.S. Solar Industry Diversity Study). Hun mener at hendes egen baggrund kan være med til at bane vejen for at grupper med lav indkomst og anden etnisk baggrund kan blive hjulpet på vej og føle sig inkluderet i den fælles indsats for en mere bæredygtig fremtid for alle, og hun ser WeSolar som et vigtigt skridt i denne inklusionsproces.
WeSolar opererer aktuelt i Maryland men arbejder på at udvide til andre stater i USA.
Læs mere om WeSolar på deres hjemmeside http://wesolar.energy og på Facebook
Læs mere om Marylands’ Community Solar projekter her
Portræt af WeSolar’s stifter Kristal Hansley i Vogue her
