Den nye publikation Virksomheder der gør en forskel - Socialøkonomiske virskomheder i Aarhus præsenterer 20…
IKEA integrerer socialøkonomiske virksomheder i sin globale værdikæde
IKEA tager nu et markant skridt mod at gøre socialøkonomiske virksomheder til en del af sin kerneforretning. I Schweiz er de to socialøkonomiske virksomheder BAND og VEBO Genossenschaft blevet de første partnere i IKEA’s køkkeninstallations- og reparationsservice. Initiativet er en del af det nye Social Enterprise Partnership Programme (SEP), som er udviklet af Ingka Group (IKEA), IKEA Social Entrepreneurship og Yunus Social Innovation (YSI).
Målet er ambitiøst: På sigt skal der være mindst én kontraheret socialøkonomisk virksomhed i hvert af Ingka Groups 31 IKEA-markeder.
Et permanent skift i måden IKEA køber ydelser på
Ifølge Ingka Group handler initiativet ikke om velgørenhed eller CSR, men om at skabe en ny model for indkøb og leverandørsamarbejder.
Som virksomheden selv beskriver det, er ambitionen et “permanent skift i, hvordan virksomheden skaffer tjenester globalt”. Tanken er, at socialøkonomiske virksomheder fremover skal kunne konkurrere om og levere almindelige forretningsydelser på lige fod med andre leverandører.
De første kontrakter er nu underskrevet i Schweiz, hvor BAND og VEBO blev udvalgt efter en pitch-dag organiseret med støtte fra den schweiziske organisation SENS.
Hvad skal de socialøkonomiske virksomheder levere?
Fra maj måned 2026 vil IKEA-kunder i og omkring Bern kunne få udført installation og reparation af køkkener af medarbejdere fra BAND og VEBO.
Dermed bliver de to virksomheder en integreret del af IKEAs eksisterende serviceforretning og leverer ydelser direkte til kunderne som en del af den normale drift.
Hvordan fungerer modellen?
Begge virksomheder beskæftiger mennesker med handicap som en central del af deres arbejdsstyrke.
Modellen er bygget op omkring teams, hvor:
- en autoriseret faglig supervisor leder opgaven,
- en medarbejder med handicap deltager i udførelsen af arbejdet,
- kunden modtager den samme professionelle service som ved andre leverandører.
På den måde kombineres høj faglig kvalitet med adgang til uddannelse, opkvalificering og beskæftigelse for mennesker, som ofte oplever strukturelle barrierer på arbejdsmarkedet.
Ifølge IKEA er formålet både at løse et konkret forretningsbehov og skabe social værdi gennem virksomhedens indkøb.
Hvem er BAND og VEBO?
BAND Genossenschaft er en schweizisk socialøkonomisk virksomhed med base i Bern, der skaber beskæftigelsesmuligheder for mennesker med handicap og andre personer, som møder barrierer for at få fodfæste på arbejdsmarkedet. Virksomheden tilbyder løsninger inden for produktion, outsourcing og cirkulær økonomi og dækker alt fra håndarbejde til delvis automatisering. BAND beskæftiger omkring 900 personer og er organiseret som et andelsselskab, og ejes for størstedelen af medarbejderne selv. Det bærende princip er at skabe normalitet i samarbejdet mellem mennesker med og uden støttebehov – og dermed sætte nye standarder for arbejdslivet. Virksomheden lægger stor vægt på bæredygtighed og langsigtet samfundsmæssig værdi for kommende generationer:
Mere om BAND her
VEBO Genossenschaft er en af Schweiz´s største socialøkonomiske virksomheder, hvor hele 77% af de cirka 1.825 medarbejdere er mennesker med en funktionsnedsættelse. Virksomheden, der er organiseret som et andelsselskab, arbejder som brobygger for social og erhvervsmæssig inklusion og driver markedsorienterede produktions- og servicevirksomheder og tilbyder botilbud, dagcentre og centre for uddannelse, rådgivning og reintegration. Aktiviteterne spænder vidt og dækker bl.a. produktion, gastronomi, gartneri og erhvervsmæssig integration på tværs af flere afdelinger i kantonen.
Mere om VEBO her
Mere end beskæftigelse
Ifølge IKEA handler partnerskabet om mere end jobskabelse.
Samarbejdet skal også:
- skabe uddannelses- og læringsmuligheder,
- styrke opkvalificering,
- fremme social inklusion,
- skabe stærkere forbindelser mellem IKEA-varehusene og de lokale samfund.
Initiativet skal samtidig demonstrere, at sociale virksomheder kan indgå som professionelle leverandører i komplekse forsyningskæder.
Bevis på at socialøkonomi og forretning kan gå hånd i hånd
Raphael Guillard, Global Supply Chain Partnerships Leader hos Ingka Group, fremhæver, at pilotprojektet skal vise, at socialøkonomiske virksomheder ikke er et kompromis. I følge ham viser pilotprojekt i Schweiz noget som Ingka Group længe har troet på – nemlig at socialøkonomiske virksomheder ikke er et kompromis – de er en reel forsyningskædemulighed. Han tilføjer at inkluderende beskæftigelse og virksomhedsresultater ikke er i konflikt. Projektet beviser at de kan gå hånd i hånd.
De næste lande er allerede udpeget
Schweiz er første marked i programmet, men udrulningen skal efter planen fortsætte inden længe i Belgien, Italien, Polen, Spanien og Sydkorea.
På længere sigt er ambitionen at etablere partnerskaber med socialøkonomiske virksomheder på samtlige af Ingka Groups 31 markeder.
Hvem er Ingka Group egentlig
Mange kender IKEA som butikken, men få kender Ingka Group – som er den virksomhed, der i praksis driver det meste af IKEA i verden. For at forstå forholdet kan man tænke på det sådan: IKEA-navnet og produkterne ejes af en særskilt organisation (Inter IKEA Systems), mens Ingka Group er den største licensindehaver og driver selve butikkerne. Ingka Group driver 411 IKEA-varehuse og bystores samt 209 andre formater i 32 lande – det er altså den virksomhed, man besøger, når man handler i IKEA. Ud over detailhandlen opererer Ingka Group også 37 shoppingcentre i 14 lande gennem Ingka Centres og foretager investeringer i bl.a. vedvarende energi, skov og ejendomme gennem Ingka Investments. Kort sagt: IKEA er brandet og konceptet – Ingka Group er den store maskine, der bringer det ud til millioner af mennesker i hverdagen. Ingka Group anvender i stigende grad sin indkøbskraft som et redskab til at fremme bæredygtighed og social inklusion.
Mere om Ingka Group her
Om Yunus Social Innovation (YSI)
Yunus Social Innovation (YSI) er et europæisk konsulenthus inden for social innovation, grundlagt i 2012 af Saskia Bruysten og Nobels Fredsprismodtager Professor Muhammad Yunus som en del af Yunus Social Business. YSI samarbejder med virksomheder, filantropiske organisationer og socialøkonomiske virksomheder om at gøre social innovation til en central drivkraft for forretningsmæssig succes.
YSI støtter i dag sociale innovatører, iværksættere og intrapreneur’s og arbejder for at gøre social innovation til en mainstream praksis i erhvervslivet.
Mere om Yunus Social Innovation her
Om IKEA Social Entrepreneurship
IKEA Social Entrepreneurship er et IKEA-støttet initiativ, der siden 2012 har støttet næsten 200 socialøkonomiske virksomheder i 35 lande. IKEA Social Entrepreneurship blev etableret for at skabe bedre muligheder for mennesker i udsatte positioner gennem socialt entreprenørskab. Organisationen arbejder med socialøkonomiske virksomheder verden over og har i de senere år haft fokus på at integrere dem direkte i IKEAs værdikæde og forretningsaktiviteter frem for alene at støtte dem gennem projekter og donationer.
Mere om IKEA Social Entrepreneurship her
Kilde: Ingka Group
Læs mere om projektet på Ingka Groups hjemmeside her
Foto: Copilot
