Den nye publikation Virksomheder der gør en forskel - Socialøkonomiske virskomheder i Aarhus præsenterer 20…
Hans Knudsen Instituttet – brobygning til arbejdslivet
Interview med Charlotte Holmer Kaufmanas, Direktør for Uddannelse hos Hans Knudsen Instituttet
Hans Knudsen Instituttet er en erhvervsdrivende fond og en socialøkonomisk virksomhed, der bygger bro til arbejdslivet og til uddannelseslivet for unge og for voksne i Danmark. Virksomheden vil gerne gøre det for så mange som muligt og bruger sine gode kompetencer og specialiserede viden, især om mennesker med ADHD og autisme til at hjælpe dem videre, så de får et så selvstændigt arbejds- eller uddannelsesliv som muligt. Hans Knudsen Instituttet er Sjællandsbaseret med afdelinger i København, Ishøj, Ballerup, Tårnby, Hillerød, Albertslund, Holbæk og Slagelse.
Historien
Hans Knudsen Instituttets historie går tilbage til 1872, hvor pastor Hans Knudsen havde en vision om at hjælpe mennesker med funktionsnedsættelser ind på arbejdsmarkedet. Han stiftede derfor foreningen ”Samfundet, som antager sig vanføre og lemlæstede børn” og etablerede og med hjælp fra forskellige sponsorer, der gerne ville hjælpe fællesskabet, skoler og forskellige værksteder, hvor mennesker med fysiske funktionsnedsættelser kunne lære at blive børstenbinder, snedker, syerske eller andre former for fagligheder.
Foreningen tilbød også lægehjælp, bandager, proteser, træning og hjælp til de handicappede børn og unge, så de kunne passe skolen og gennemføre den faglige uddannelse på værkstederne.
Den blev gradvis udbygget med et ortopædisk hospital, flere forskellige afdelinger og virksomheder, som alle sammen havde fokus på at hjælpe mennesker med funktionshandicap.
Mange af de opgaver som foreningen løste i forhold til mennesker med handicap, blev først en offentlig forpligtigelse med socialreformen i 1933. Hans Knudsens organisation havde da også en afgørende rolle i udformningen af den store socialreform.
I 1980 blev de fleste afdelinger i ”Samfundet og Hjemmet for Vanføre”, som organisationen hed fra 1908, overtaget af amterne. De virksomheder der producerede bandager, proteser, ortopædiske sko og forskellige hjælpemidler forblev sammen med håndværksskolen og de beskyttede virksomheder i København i en selvstændig organisation med navnet Sahva.
I 1998 blev håndværkskolen og de beskyttede virksomheder og ”Ibsens Kartonnagefabrik” så udskilt som en selvejende institution, der kom til at hedde Hans Knudsen Instituttet. Siden 2005 har Hans Knudsen Instituttet været en erhvervsdrivende fond, som ingen skal tjene på.

Om Charlotte Holmer Kaufmanas
Charlotte Holmer Kaufmanas er 65 år og er oprindelig uddannet bibliotekar men har dog aldrig arbejdet på et bibliotek. Hun har derimod arbejdet inden for autismeområdet først i Videnscenter for autisme, hvor hun endte med at være leder, og så sidenhen i Socialstyrelsen, hvor hun som embedsmand har skrevet ministertaler og vidensnotater om autisme.
Charlotte har også været leder af det tidligere Vækstcenter for Socialøkonomiske Virksomheder og her været med til at lave en lang række projekter for de 42 millioner, som regeringen havde afsat til at støtte feltet for socialøkonomiske virksomheder i Danmark. I den forbindelse har hun også siddet med i EU´s Ekspertgruppe for socialøkonomi (GECES).
Vækstcenter for Socialøkonomiske Virksomheder måtte dog lukke med udgangen af 2015, hvorefter Charlotte først var ansat i den socialøkonomiske virksomhed Specialisterne og sidenhen blev vicedirektør i Karisefonden, der også er socialøkonomisk for til sidst at ende op hos Hans Knudsen Instituttet, hvor hun nu er direktør for Uddannelse.
Målgrupper
Fra oprindeligt at have fysisk handicappede som den primære målgruppe er det efterhånden mere og mere mennesker med kognitive funktionsnedsættelser og borgere med alle mulige slags udfordringer, som Hans Knudsen Instituttet hjælper videre i beskæftigelse.
En anden målgruppe til Hans Knudsen Instituttets er unge, som ville have svært ved at tilgå en kompetencegivende uddannelse på visitationstidspunktet. Denne målgruppe bliver visiteret til en Særligt Tilrettelagt Ungdomsuddannelse (STU). Hans Knudsen Instituttet startede sin STU op da loven om den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse kom i 2007 og den er nu blevet en af Danmarks største STU’er med 204 elever fordelt på seks forskellige lokationer på Sjælland.
Det er en målgruppe der sker meget for i de tre år uddannelsen varer. Mange kommer meget traumatiseret fra ufrivilligt skolefravær fra den øvrige uddannelsesverden, hvor de ikke har været inkluderet med behovet for tilpasning og har mistet tilliden til vores uddannelsessystem. I løbet af uddannelsen får de fundet sig selv og en retning og udvikler sig positivt, så en del af dem kan gå videre i uddannelse og videre i beskæftigelse måske i et fleksjob. Hans Knudsen Instituttet har en del data, der underbygger de positive resultater i deres STU-forløb.
Endelig er der også en gruppe, som går videre i beskyttet beskæftigelse og som får førtidspension og lille gruppe, der forlader STU-forløbet som stadigvæk ofte skal i afklaring.

Virksomheden har stadig enkelte beskyttede værksteder tilbage, dette har de samlet under forretningsområdet Sociale Indsatser. Der er fx kartonnagefabrikken, som laver specialdesignede papæsker, der kan indeholde delikatesser, som virksomheder køber til at pakke øl, kaffe, slik eller fiskekonserves ind i.
Der er ligeledes stadig et pakkeri, hvor man pakker for forskellige virksomheder. Her laver man f.eks. sprøjte-kanyle sæt for Københavns Kommune. I dag har Hans Knudsen Instituttet cirka 60 borgere i beskyttet beskæftigelse.
I dag har man en lidt anden tilgang til beskæftigelsesindsatser.
”Vi har ikke så mange værksteder tilbage, fordi nu er det jo evidensbaseret, at hvis man skal hjælpe mennesker i job, så skal man gøre det ude i virkeligheden. Så det vil sige man skal lave støtten omkring den enkelte ude på en virksomhed i stedet for først at være i et beskyttet værksted”. fortæller Charlotte.
Hans Knudsen Instituttet har en hel gruppe af medarbejdere som er uddannet i netop den tilgang, som kaldes IPS (Individuel placering og støtte). Her er det meningen at man tager udgangspunkt i motivationen hos den enkelte og så hjælper meget håndholdt med at skaffe et job til dem ude i en virksomhed.
Hans Knudsen Instituttet har for et par år tilbage startet en afdeling, der hedder Diversitet og Inklusion, hvor man er ude og undervise virksomheder, kommuner, skoler, uddannelsesinstitutioner, fagforeninger og A-kasser om mennesker med neurodivergens, fx ADHD og autisme. Her rådgiver de virksomheder ift. rammer for deres ansatte, ressourcestærke medarbejdere, som også har ADHD og/eller autisme. I 2024 kom de desuden med Danmarks første undersøgelse af neurodivergens på danske arbejdspladser, denne viste at 12% af arbejdsstyrken ser sig selv som neurodivergent (i undersøgelsen er neurodivergent defineret som ADHD og autisme).
Lige nu har Hans Knudsen Instituttet 63 virksomhedskunder på området, og er sammen med andre organisationer på vej til at få fondsmidler til at gøre mere endnu mere. Neurodivergens er således blevet en voksende målgruppe og et voksende forretningsområde for Hans Knudsen Instituttet.
Kunder og samarbejdspartnere
Samarbejdet med eksterne aktører er en hjørnesten i Hans Knudsen Instituttets virke. Kommuner og jobcentre er de primære partnere, men instituttet samarbejder også med arbejdspladser, hvor borgere kan få praktik eller ansættelse, samt med uddannelsesinstitutioner, der bidrager til STU-indsatsen.
På området for neurodivergens indgår Hans Knudsen Instituttet i netværk og videndelingsfora, hvor de bidrager til at fremme forståelsen af inklusion i bredere sammenhæng.
De virksomheder man samarbejder med og har som kunder strækker sig lige fra forsikringsselskaber til forsvaret. Det er virksomheder, som har helt almindelige medarbejdere ansat, og kan have uddannelse som ingeniører og sygeplejersker. Også offentlige institutioner som Erhvervsstyrelsen har man samarbejde med.
Hans Knudsen Instituttet samarbejder også med organisationer om at lave vidensarbejde, f.eks. pjecer om rekruttering eller ledelse af neurodivergente medarbejdere, og faciliterer i øvrigt også netværk ude på virksomheder for neurodivergente medarbejdere. Det er en manualiseret indsats, hvor medarbejderne mødes 8 gange i et lukket forum, hvor de får snakket om deres udfordringer. Det gives efterfølgende videre i anonymiseret form til lederne efter et forløbet er sluttet, så de får mulighed for at udvikle sig til bedre ledere for den type medarbejdere.

Kerneopgaver
Hans Knudsen Instituttets kerneopgaver ligger i fire primære forretningsben.
STU, Beskæftigelse, Sociale Indsatser samt Diversitet og Inklusion.
Den treårige uddannelse for unge med særlige behov STU tilbydes på seks forskellige lokationer på Sjælland. Her bliver eleverne undervist i mange forskellige fag, deltager i praktikker og sociale aktiviteter.
I Beskæftigelse er fokus både voksne og unge borgere med mange forskellige behov og udfordringer. Borgerne indgår i beskæftigelsesrettede indsatser, hvor målet er at bringe borgerne tættere på arbejdsmarkedet eller i job.
Sociale Indsatser tilbyder beskyttet beskæftigelse (SEL § 103), aktivitets- og samværstilbud (SEL § 104) og socialpædagogisk støtte (SEL § 85). Her drives flere værksteder fx kartonnagefabrik og vedligeholdsopgaver i parker.
Som beskrevet tidligere arbejder afdelingen Diversitet og Inklusion med undervisning og rådgivning af danske arbejdspladser inden for neurodivergens. Derudover tilbyder de også kurser og konferencer primært målrettet fagprofessionelle.
Organisationen
Hans Knudsen Instituttet er blandt de største socialøkonomiske virksomheder i Danmark og har for øjeblikket 95 medarbejdere. Hvis man medregner de medarbejdere, der er ansatte i beskyttet beskæftigelse, er der i alt 150 ansatte.
Hans Knudsen Instituttet er organiseret omkring de fire forretningsområder med en administrerende direktør, en direktør for Beskæftigelse, en direktør for Uddannelse, en forretningschef for Sociale Indsatser samt en forretningschef for Diversitet og Inklusion.
For øjeblikket er virksomheden kun Sjællandsbaseret. Det er et fokus, man har haft for at prioritere sammenhængskraften. Selv om virksomhedens tilbud ligger flere steder, så er det meget vigtigt for virksomheden at medarbejderne oplever, at de er ét sted, og føler sig som del af samme organisation uanset om de er i Holbæk eller Slagelse.
”Det tiltrækker faktisk også rigtig mange, fordi de bliver en del af en stor samlet organisation. På rigtig mange andre STU’er er der måske 25-30 elever, 4 voksne undervisere og måske en leder, så det er nogle små tilbud, men her er man del af noget større med mange kollegaer og professionelle ressourcer inden for IT, kommunikation og forretningsudvikling”, siger Charlotte.
De ansatte
Hans Knudsen Instituttet har ansat et stort antal undervisere. De kan både være lærere og pædagoger og akademikere. Der er ligeledes ansat mange socialrådgivere i beskæftigelsen. Derudover er der ansat psykologer både i forhold til det neuro-faglige område, men også andre steder i organisationen.
Der er ansat medarbejdere til at administrere virksomhedens økonomi og IT ligesom, der er forretningsudviklere og medarbejdere, der sidder og laver udbud og fondsansøgninger. Endelig har virksomheden også en kommunikationsansvarlig. Chefgruppen består af en administrerende direktør, to direktører og to forretningschefer og en økonomichef.
I driften er der i øvrigt ansat kok, konditor og elektriker. Der skal mange fagligheder til at drive den store virksomhed og Hans Knudsen Instituttet har da også overenskomst med 5 forskellige forbund.

Partnerskaber og projekter
Samarbejder er vigtige for Hans Knudsen Instituttet og har sidste år også været et strategisk punkt i de fem års strategiplaner som virksomheden anvender.
De har fx et større partnerskab med A. Enggaard i Albertslund.
Ved det tidligere statsfængsel Vridsløselille udvikles den nye bydel Vridsløse af entreprenør og udviklingsselskabet A. Enggaard og pensionskassen PKA frem mod 2029.
Visionen er, at godt byggeri og gode bydele også tager et socialt ansvar og gør en positiv forskel i (lokal)samfundet.
I partnerskabet med A. Enggaard er der fokus på social inklusion på både byggeplads og i det spirende kulturliv i Porten samt etablering af socialøkonomiske aktiviteter.
Siden sommeren 2024 har Hans Knudsen Instituttets STU Vestegnen desuden haft adresse i den nye bydel.
Læs mere om den nye bydel Vridsløse her
Et andet større partnerskab er med CABI i projektet “Arbejdskraft nu og til fremtiden”, som skal mindske arbejdskraftmanglen hos danske SMV’er – og samtidig give ledige på kanten af arbejdsmarkedet en mulighed for at komme i job.
Via en model for strategisk substitution, gør projektet det muligt for virksomheder at erstatte traditionelle rekrutteringsveje med en tilgang, der både møder deres konkrete behov og styrker deres sociale ansvarlighed.
Cabi er projektleder og Hans Knudsen Instituttet er kernepartner i Region Hovedstaden. Projektet er støttet af Den Europæiske Socialfond og Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse og afsluttes ved udgangen af 2027.
Læs mere om projektet her
Hans Knudsen Instituttet har også projekter og samarbejder inden for frivillighedsområdet. Det er fx. projekter med frivilligcentre ift. at få unge ud i foreningslivet.
Der er også et samarbejde med Naturstyrelsen, hvor Hans Knudsen Instituttet vedligeholder en naturlegeplads i Hillerød, og er på stedet hver dag med 6-8 unge.
Derudover har Hans Knudsen Instituttet i knap 10 år haft et samarbejde med Slots- og Kulturstyrelsen, i forhold til at løse vedligeholdsopgaver i Kongens Have. Her er det hele organisationens målgrupper som er i praktikforløb eller beskyttet beskæftigelse.
Charlotte fortæller:
”Når vi skal deltage i projekter, så kræver det faktisk, at vi har nogle specifikke medarbejdere til det, altså andre medarbejdere end undervisere og beskæftigelseskonsulenter. Man skal have folk, der lige præcis er dygtige til det. Det er i hvert fald noget, vi har lært gennem de projekter, vi har deltaget i”.
Impactmåling
Hans Knudsen Instituttet er de seneste år blevet væsentlig mere datadrevne, og det er også et område, man vil arbejde endnu mere med i de kommende år.
Hos Hans Knudsen Instituttet arbejder man på tværs af uddannelses-, beskæftigelses- og sociale indsatser for at skabe varig tilknytning til arbejdsmarkedet og et godt arbejdsliv for flere. Det sker fx ved at dokumentere effekten af sine indsatser gennem løbende registrering af progression, resultater og trivsel for den enkelte borger eller elev. Det omfatter bl.a. udvikling i jobparathed, overgang til uddannelse eller arbejde, deltagelse i praktikforløb og forbedret trivsel og mestring.

På STU-området måles udviklingen i både faglige, sociale og personlige kompetencer, mens der i de sociale indsatser (særligt i den beskyttede beskæftigelse) er fokus på rehabilitering, stabilisering og selvstændighed, samt fremmøde og mestring.
I beskæftigelsesindsatserne følger Hans Knudsen Instituttet progression mod job eller uddannelse tæt – både gennem borgernes og deres konsulenters egne vurderinger samt gennem objektive data.
Derudover arbejder de også med at dokumentere deres samfundsmæssige effekt i samarbejdet med virksomheder, hvor de bidrager til virksomhedernes ESG-mål inden for social bæredygtighed, fx gennem inklusion, fastholdelse og rekruttering af mennesker med særlige behov.
På samfundsniveau måler de deres effekt ved at følge, hvordan deres indsatser bidrager til, at flere mennesker enten opnår beskæftigelse, uddannelse eller kommer tættere på arbejdsmarkedet gennem øget jobparathed, trivsel og deltagelse i arbejdsfællesskaber.
I det hele taget er måling af impact blevet vigtigere for Hans Knudsen Instituttet de seneste år og vil også være noget, der skal udvikles videre på fremadrettet.
At være registreret socialøkonomisk virksomhed
Den erhvervsdrivende fond blev registreret socialøkonomisk virksomhed i 2015. Charlotte fortæller, at hun først blev opmærksom på, at Hans Knudsen Instituttet faktisk var Danmarks første registrerede socialøkonomiske virksomhed på beskæftigelsesområdet, da hun blev ansat.
”Det var en stolthed, der var i virksomheden,” siger hun og peger på, at selvom det måske ikke er noget alle medarbejdere går og tænker over til daglig, så er det en vigtig del af Hans Knudsen Instituttets historie.
Med sin baggrund som leder af et vækstcenter for socialøkonomi lægger hun selv stor vægt på, at registreringen betyder noget – både som identitet og i forhold til at kommunikere med kommuner og kunder.
“At regeringen lægger op til at afskaffe ordningen nu (red. oktober 2025) er ærgerligt med tanke på det store arbejde, som alle har gjort – og særligt de socialøkonomiske virksomheder – for at udbrede kendskabet til socialøkonomi”, siger hun.
For Charlotte handler det især om ansvarlighed i forhold til virksomhedens økonomi. Hun fremhæver, at overskuddet skal bruges til fondets formål, frem for at blive trukket ud. ”For mig er det en kæmpe sikkerhed og tryghed, at vi behandler vores eventuelle overskud socialt ansvarligt.”
Derudover pointerer hun, at ansvaret rækker videre end virksomheden selv: ”Det er offentlige midler, det er vores allesammens skattepenge, så derfor er det også rigtig vigtigt, at vi bruger dem ansvarligt.”
Fremtiden for socialøkonomi
I forhold til fremtiden for den sociale økonomi er Charlotte ikke så optimistisk.
”Jeg synes det er lidt sørgeligt, at der ikke er så meget fokus på socialøkonomi mere. EU nedlagde jo også for nylig sit sekretariat for socialøkonomi i GD Grow.
Jeg synes det er ærgerligt, fordi jeg synes selv, at det er meget spændende at tænke velfærdsområdet sammen med økonomi. Der er meget kort til beslutningerne, og man kan udvikle rigtig meget, hvis man kan se et potentiale i det og afleverer en god business case, ja så kan man lave rigtig meget innovativt i forhold til at skabe gode velfærdsløsninger for mennesker i Danmark”, siger Charlotte.
Den nye beskæftigelsesreform er ifølge Charlotte også en grund til bekymring for de mange socialøkonomiske virksomheder, der sælger beskæftigelsesforløb til kommunerne. Der skal spares tre milliarder kroner, og selv om det først er i 2027 loven træder i kraft, vil det sandsynligvis betyde en stor nedgang i de opgaver, der vil være til mange socialøkonomiske virksomheder.
Fra sin platform i Hans Knudsen Instituttet forsøger Charlotte dog at gøre, hvad hun kan for at skabe opmærksomhed på socialøkonomien og dens potentiale, og så synes hun selv at det er et meget meningsfyldt arbejde hun har.
”Jeg har aldrig fået lov til at lave så meget af det, jeg brænder for, som jeg gør i Hans Knudsen Instituttet. Det er helt fantastisk at få lov at skabe gode muligheder for flere mennesker, der har brug for vores støtte og hjælp. Det giver fantastisk mening i et arbejdsliv og i at gå på arbejde hver dag. Jeg lærer nyt hele tiden, og jeg kan næsten ikke tænke på, at jeg skal holde op med at arbejde”, slutter Charlotte.
Tak til Charlotte Holmer Kaufmanas for at stille op til interview.
FAKTABOKS
Hvornår er virksomheden startet: 1998, men med rødder helt tilbage til 1872
Virksomhedsformen: Erhvervsdrivende fond
Afdelinger: København, Ishøj, Ballerup, Tårnby, Hillerød, Albertslund, Holbæk og Slagelse.
Antal ansatte: 150 (60 personer i beskyttet beskæftigelse og 4 i fleksjob.)
Årlig omsætning: ca. 70 millioner kr.
Forretningsområder: Beskæftigelse, Sociale indsatser (beskyttet beskæftigelse og aktivitets- og samværstilbud, Uddannelse (STU), Diversitet og inklusion (rådgivning af arbejdspladser samt kursusvirksomhed)
Læs mere om Hans Knudsen Instituttet
Hjemmeside: https://hki.dk
Facebook
LinkedIn
Instagram (Sociale Indsatser)
Instagram (STU)
Youtube (STU)
Fotos: Hans Knudsen Instituttet
