Den nye publikation Virksomheder der gør en forskel - Socialøkonomiske virskomheder i Aarhus præsenterer 20…
Regeringen vil afskaffe mærkningsordningen for socialøkonomiske virksomheder
Et nyt lovforslag fra Erhvervsministeriet lægger op til at ophæve loven om registrerede socialøkonomiske virksomheder (RSV-loven), som har eksisteret siden 1. januar 2015. Hvis forslaget vedtages, skal ophævelsen træde i kraft den 1. juli 2026.
En ordning med gode intentioner – men begrænset effekt
RSV-loven blev vedtaget i 2014 og trådte i kraft året efter. Den skulle give socialøkonomiske virksomheder en officiel status og styrke deres troværdighed på markedet. Formålet var at skabe gennemsigtighed og lette adgangen til samarbejde med offentlige og private partnere.
Men i praksis har ordningen ifølge Erhvervsministeriet haft begrænset gennemslagskraft. Evalueringer viser, at mærkningen ikke har givet de forventede fordele, og at mange virksomheder har haft svært ved at leve op til kravene. Ifølge Erhvervsstyrelsen sker der hvert år et stort antal fejlregistreringer, og mellem 100 og 200 virksomheder afmeldes årligt fra registret.
Regeringens begrundelse for ophævelsen
I lovforslagets bemærkninger fremhæver Erhvervsministeriet, at ophævelsen er led i regeringens arbejde med forenkling af statslige regler og administrative lettelser.
“Som led i at forenkle statslige regler og af hensyn til at tilpasse Erhvervsstyrelsens udgifter til faldende finanslovsbevillinger foreslås det endvidere, at registreringsordningen for socialøkonomiske virksomheder (RSV-ordningen) afskaffes ved en ophævelse af lov om registrerede socialøkonomiske virksomheder,” lyder begrundelsen i lovforslaget. Et andet sted nævnes det at: “Ordningen har ikke haft den tiltænkte effekt for interessenterne og kræver samtidig manuel kontrol og vedligeholdelse af it-systemer.”
Afskaffelsen forventes at give en årlig besparelse på 0,25 årsværk i Erhvervsstyrelsen, som i dag står for registrering, kontrol og vejledning af de socialøkonomiske virksomheder. Derudover forventes en engangsudgift på 0,2 mio. kr. i 2026 til tilpasning af it-systemet bag Det Centrale Virksomhedsregister (CVR).
Erhvervsstyrelsens vurdering
Erhvervsstyrelsen tilkendegiver, at ordningen er blevet administrativt tung og ressourcekrævende i forhold til effekten. Derudover har antallet af nye registreringer været faldende, og den lave efterspørgsel viser, at behovet for en statslig mærkningsordning er begrænset.
Styrelsen vurderer derfor, at ophævelsen vil frigøre ressourcer, der kan anvendes mere effektivt andre steder i erhvervsregistreringen.
Høringen af lovforslaget
Udkastet til lovforslaget blev sendt i høring den 22. oktober 2025 af Erhvervsstyrelsen på vegne af Erhvervsministeriet. Høringen omfatter bl.a. erhvervsorganisationer, civilsamfundsaktører og relevante myndigheder.
Høringsfristen er sat til 19. november 2025, og lovforslaget forventes fremsat i Folketinget i foråret 2026 (FEB II).
I høringsbrevet bemærker Erhvervsstyrelsen, at ophævelsen af RSV-loven ikke vurderes at få væsentlige erhvervsøkonomiske konsekvenser.
Hvad betyder ophævelsen for virksomhederne?
Ophævelsen vil ikke ændre virksomhedernes mulighed for at drive socialøkonomisk virksomhed. De vil fortsat kunne kombinere forretning og sociale formål – blot uden den officielle RSV-betegnelse.
Det betyder konkret, at markeringen “registreret socialøkonomisk virksomhed” fjernes fra CVR, men virksomhederne fortsætter uændret som juridiske enheder i registret.
Tidsplan og næste skridt
Lovforslaget foreslår, at ophævelsen træder i kraft 1. juli 2026. Den endelige ikrafttrædelsesdato fastsættes dog af Erhvervsministeren ved bekendtgørelse, når de nødvendige it-tilpasninger er gennemført.
International verificering af socialøkonomiske virksomheder
Selv om den danske RSV ordning skulle forsvinde, vil det stadigt være muligt for danske virksomheder, at vise at de agerer socialøkonomisk. De kan fortsat blive verificeret efter den internationale ordning “People and Planet First“. Det har danske socialøkonomiske virksomheder som Glad Fonden, VOKS, Special Minds IT og Nordvirk allerede gjort.
Du kan læse mere om, hvordan din socialøkonomiske virksomhed kan blive People and Planet First Verified Social Enterprise her
FAKTA: RSV-loven og ophævelsen
Lov trådte i kraft: 1. januar 2015
Forslag om ophævelse af loven fremsat af: Erhvervsministeriet (2025)
Ophævelsen træder i kraft: 1. juli 2026
Årlig vurderet besparelse: 0,25 årsværk i Erhvervsstyrelsen
Vurderet udgift til IT-tilpasning: 0,2 mio. kr. i 2026
Høring: Udsendt 22. oktober 2025 – høringsfrist 19. november 2025
Begrundelse for ophævelse af loven: Ordningen har haft lav effekt, mange fejlregistreringer og høj administrativ byrde
Det samlede lovforslag, høringsbrevet og høringslisten kan downloades fra siden her
