skip to Main Content

Socialøkonomi i sommerlandet 2025

Vi har lavet en liste med inspiration til socialøkonomiske virksomheder du kan tjekke ud, når du bevæger dig ud i sommeren på udflugt og ferie – oplevelser, spisesteder, overnatning mv.

Overnatning

Danhostel Faxe driver vandrehjem og café som socialøkonomisk virksomhed og skaber derigennem arbejdspladser for mennesker der har svært ved at fastholde beskæftigelse på normale vilkår.

Arena Midt er en socialøkonomisk virksomhed og konferencecenter i Kjellerup i Midtjylland, som bl.a. tilbyder overnatning via Danhostel og lokaleudlejning til firmamøder, konference og store sports- og kulturevents.

Danhostel Stevns er en registreret socialøkonomisk virksomhed beliggende i smukke Stevns, omgivet af naturskønne omgivelser tæt på Stevns Klint.

Danhostel Kolding ligger centralt i Kolding med udsigt over Koldinghus og Slotssøen. Vandrerhjemmet, der er del af Akturum, tilbyder komfortable værelser, fællesområder og gode mødefaciliteter til både grupper, familier og erhverv. Danhostel Kolding har også madproduktion og leverer bl.a. mad til møder og arrangementer.

Attrup Camping i landsbyen Attrup ved Limfjorden er en socialøkonomisk virksomhed der beskæftiger voksne udviklingshæmmede.

På Vesterbro i København ligger Hotellet Vesterbro, der udover at være et almindeligt hotel fungerer som et beskæftigelsestilbud under Københavns Kommune til borgere med sociale problemstillinger

PULZION Sportshotel i Kolding drives efter socialøkonomiske principper af KFUM. PULZION ligger i et naturskønt og børnevenligt område centralt i Kolding. Sportshotellet er med direkte adgang og udsigt til grønne børnevenlige områder og blot få minutter i bil til både motorvej og Kolding City.

Skovsgaard Hotel i Skovsgård i Nordjylland er en andels ejet socialøkonomisk virksomhed der blandt andet tilbyder dagsbeskæftigelse for STRU-elever og er samarbejdspartner med jobcenter Jammerbugt. Hotellet samarbejder desuden med lokale leverandører med fokus på dyrevelfærd og økologi. Hotellet tilbyder en række kulturarrangementer i løbet af sommeren.

Højhuset Kulturhotel i Herning er en registreret socialøkonomisk virksomhed, som driver hotel, kulturhus og lokaleudlejning i de tidligere højskolebygninger i Birk ved Herning. Formålet er at drive et samfundsgavnligt hus, som i et socialt miljø formidler kulturinteresser gennem hotelophold, fællesskab, kunst, kulturarrangementer og bæredygtige initiativer.

Cykeludlejning
Baisikeli er en social virksomhed i København, som indsamler brugte cykler i Danmark og sender dem til Mozambique, hvor cyklerne genererer arbejde og uddannelse. Projektet finansieres via Baisikelis to butikker i Kbh. City og Valby hvor du bl.a. kan leje cykler.

Spisesteder – caféer, kaffebarer mv. 
Jylland/Fyn
Chenillen i Skovsgaard/Nordjylland er en socialøkonomisk dagsbeskæftigelse for sårbare mennesker og udviklingshæmmede. Butiksfællesskab med unikke lokale varer, kunst til øl og honning. æblemost, cookies, brød og boller, forskellige syltede produkter.
Læs mere her

I Brønderslev ligger Cafe Kox der tilbyder arbejde for mennesker med nedsat arbejdsevne. Cafe Kox tilbyder forskellige cafe-retter samt takeaway

Kafé Kolind er en socialøkonomisk cafe i Kolind på Djursland der drives af landsorganisationen KFUM’s Sociale Arbejde som arbejdsplads for udsatte mennesker. Cafeen serverer frokostretter og tilbyder en rækker sociale aktiviteter hvor alle er velkomne.

Havmøllen er en registreret socialøkonomisk virksomhed ved Ebeltoft, der har til formål at gavne og skabe værdi for lokalområdet og naturen. Her kan man nyde både god mad og god udsigt. Stedet danner rammen om naturformidling og kulturelle arrangementer.

I Århus kan du nyde en café-tur hos Fair Bar, en non-profit-cafe der drives ad frivillige, hvor overskuddet går til humanitære projekter over hele kloden.

I Århus-området finder du også Café Vita, en socialøkonomisk café i Gellerup der er velbesøgt af lokalområdets beboere, men er åben for alle uanset bopæl. Her er mulighed for at købe et godt måltid, tage et spil backgammon, et slag pool eller få en snak med de andre gæster, frivillige og ansatte

I Svendborg finder du Blomstercafeen på Glarmestervej, et madsted med hyggelig atmosfære for pensionister og andre interesserede.

Café & Galleri Patricia er en socialøkonomisk virksomhed i Esbjerg, som serverer lette retter med et traditionelt strejf i en atmosfære indrammet af galleriets nutidskunst. Virksomheden er samtidig en arbejdsplads og et læringsmiljø for mennesker med udfordringer, som ønsker at være en del af en almindelig arbejdsplads.

Sjælland/København
I Frederiksborg Slotshave ved Hillerød finder du Havehuset, hvor medarbejderne er borgere, som har brug for afklaring, opkvalificering og/eller støtte til at komme i uddannelse eller på arbejdsmarkedet. Caféen har et bredt menukort til frokost og kaffe.

Café Chaplin er en socialøkonomisk café beliggende i det gamle Helsingør. Udover at fungere som café og spiserestaurant er caféen et beskæftigelsestilbud for mennesker med psykiske og/eller fysiske handicaps og andre, der har mistet tilknytningen til arbejdsmarkedet, og som ønsker større livskvalitet gennem meningsfuld beskæftigelse.

Kadetten er en socialøkonomisk café i Helsingør, som skaber plads på arbejdsmarkedet til mennesker med særlige behov. Virksomheden tilbyder en kombination af pædagogiske læringsforløb og moderne virksomhedsdrift.

Møllecaféen ved Esrum Kloster er drevet af den socialøkonomiske virksomhed Kilden. Her kan man mad hvor retter og råvarer inspireret af middelalderens madtraditioner.

Kaffe Karma, en socialøkonomisk virksomhed som skaber jobs for hjemløse og socialt udsatte gennem det sociale frikort. Kaffe Karma har caféer flere steder i København bl.a. i KAB-Huset på Enghavevej og på Betty Nansens Plads. Du kan finde adresserne på Kaffe Karmas caféer her

I Roskilde kan du nyde en god kop kaffe på Musicon i Roskilde hvor den socialøkonomiske virksomhed Mørk Kaffe sælger økologisk kaffe fra aget risteri

På Vesterbro i København ligger Café Sonja der skaber rummelige arbejdspladser til
mennesker som ikke har været på arbejdsmarkedet længe. Caféen er en deI af den sociale handelsgade Saxogade, når du handler her er du med til at støtte den socioøkonomiske virksomhed Settlementets sociale arbejde.

Er det tid til en kold is sommervarmen, så er der mulighed for at købe kvalitets-is (og andre snacks) hos Social Foodies der hjælper socialt udsatte gennem relevante projekter både i Afrika og Danmark. Social Foodies har butik i Århus og flere steder i Hovedstads-området.

Oplevelser 
Jylland/Fyn/Øerne
Det Gamle Værft er et kulturhus i Ærøskøbing med udstillinger og aktiviteter med fokus på maritim kultur, der samtidig er en socialøkonomisk virksomhed hvis formål det er at give unge, som har haft en svær start på livet, kompetencer og selvværd nok til at klare sig på det ordinære arbejdsmarked. Det Gamle Værft har butik og café, og tilbyder en række aktiviteter i løbet af sommeren.

Akturum i Kolding byder på oplevelser for hele familien, varmvandstræning, events året rundt. Svømmehal og badeland, spray park – desuden en lang rækker særlige events gennem sommeren.

I Kolding kan du også spille en runde golf hos den socialøkonomiske virksomhed Birkemose Golf Club, som bl.a. hjælper udfordrede ledige tilbage på arbejdsmarkedet.

Himmelbjerggaard ved Silkeborg er et nordisk inspirationscenter indenfor helhedsorienteret sundhed, personligt lederskab og bæredygtig levevis, der drives af den socialøkonomiske virksomhed WeCreation. Himmelbjerggaard tilbyder en rækker kurser og events i løbet af sommeren, og har åbent i cafe og butik i sommermånederne.

Bornholms Middelaldercenter i Østerlars er en socialøkonomisk virksomhed som er arbejdsplads for mennesker der af forskellige grunde er på kanten af arbejdsmarkedet. Middelaldercenteret er et 15 hektar stort frilandsmuseum, hvor du kan udforske middelalderens jævne bondesamfund, den befæstede stormandsgård, bondens dyr og meget mere. I sommerferien tilbydes rundvisninger og en lang række aktiviteter for børn, og i uge 29 er Middelaldercenteret centrum for det årlige Middelaldertræf.

JyllandsAkvariet i Thyborøn er en turistdestination med op til 50.000 årlige besøgende, som samtidig tager et socialt ansvar for mange unge med forskellige udfordringer. Her kan du komme tæt på dyrelivet i de danske farvande, og akvariet tilbyder en række særlige events i løbet af sommeren, f.eks. safariture med fokus på sæler og delfiner.

Skelhøje Købmandsgaard tæt ved Dollerup Bakker er en registreret socialøkonomisk virksomhed, der driver købmandsbutik og café med fokus på lokale produkter samt turistservice og information.

I Randers kan du opleve GAIA Museum, en alsidig kunst- og kultur-virksomhed med kunstudstillinger, butik og café, der tilbyder arbejde til mennesker med særlige behov.

I den gamle stationsbygning i Vrå kan du besøge Vrå Bryghus hvor du kan opleve rundvisninger med smagsprøver samt en række events i løbet af sommeren med livemusik, mad og drikke.

Sjælland
I Taastrup kan du besøge Grennessminde Her kan du gå en tur på de smukke naturstier, besøge minizoo med grise, geder og alpacaer, og du kan spise på cafeen hvor alt er lavet fra bunden af økologiske råvarer. Gårdbutikken og gartneriet har salg af f.eks. planter og grøntsager samt brød og andre madvarer.

På Grantoftegaard ved Pederstrup/Ballerup kan du opleve et økologisk landbrug med cafe og gårdbutik. Her kan du besøge får, køer, grise, heste, hyrdehunde og bistader, se staldene og landbrugsmaskinerne, eller køre en tur med hestevogn.

Mikrogården er en registreret socialøkonomiske virksomhed i Svebølle som tilbyder hyggelige ophold på landet i rolige og afslappende omgivelser samt en række kurser indenfor permakultur, yoga, skovarbejde eller tyrkisk mad.

Glad Zoo er en zoologisk have i Lintrup nær Ribe i Sønderjylland, hvor du kan opleve 80 forskellige arter og f.eks. komme tæt på geder, alpakaer og kænguruer. Dyreparken er ejet af Glad Fonden, som arbejder for at sikre at mennesker med kognitive handicap har adgang til medier og ytringsfrihed samt at sikre at de har adgang til meningsgivende uddannelse og beskæftigelse.

I Roskilde kan du besøge Sct. Hans Have, en socialøkonomisk virksomhed, der engagerer bl.a. patienter fra Psykiatrisk Center Sct. Hans i et inkluderende arbejdsfællesskab. Her kan du gå en tur i den smukke naturhave og komme med på rundvisninger eller opleve koncerter i løbet af sommeren. Cafeen byder på morgenmad og frokost lavet af råvarer fra lokale leverandører. Det økologisk certificerede gartneri sælger forskellige planter og i butikken kan man købe gaveartikler m.m. der er produceret med miljømæssig bæredygtighed og socialt ansvar.

Gadens Stemmer er en socialøkonomisk virksomhed i København for mennesker, som det ordinære arbejdsmarked ikke formår at rumme. Gadens Stemmer tilbyder guidede byvandringer/kanalrundfarter og foredrag med fokus på guidens personlige historie fra et liv på kanten af samfundet. Gadens Stemmer tilbyder også byvandringer i Ålborg, Vejle, Esbjerg og Odense der kan bookes via hjemmesiden.

… Og hvis du er yderligere nysgerrig på hvad der ligger af socialøkonomiske virksomheder der hvor du rejser ud i din sommerferie -eller der hvor du bor- kan du søge på SED’s geografisk opdelte liste over socialøkonomiske virksomheder på vores hjemmeside Socialøkonomiske virksomheder i Danmark
SED ønsker alle en god sommer!

Back To Top
SED
Privacy Overview

This website uses cookies so that we can provide you with the best user experience possible. Cookie information is stored in your browser and performs functions such as recognising you when you return to our website and helping our team to understand which sections of the website you find most interesting and useful.