skip to Main Content

Klimaakademiet – klæder folk på til klimahandling 

Interview med Anders Holst Bodin 

Klimaakademiet er er en almennyttig forening, der holder til i kontorfællesskabet Villa Kultur på Østerbro i København og som uddanner voksne mennesker til at agere på klimakrisen. Akademiet er en hybrid mellem et universitet, en højskole og et konsulentfirma og målgruppen for akademiets aktiviteter er primært professionelle, der arbejder med klimadagsordenen. Aktiviteterne kan f.eks. leder- og medarbejderkurser for kommuner, hvor deltagerne får kompetencer til at skabe klimahandling.
Da klima spiller ind i mange dagsordner, er det vigtigt for Klimaakademiet ikke bare at tale om klima som en teknisk ting men som noget der drejer sig om det brede samfund og en demokratisk samfundsudvikling.

Den sociale iværksætter bag Klimaakademiet 
Anders Holst Bodin er stifter og direktør er i Klimaakademiet. Han er 36 år og oprindelig uddannet som ingeniør, og har bl.a. lavet en Ph.d. indenfor bæredygtig energiteknologi. Men ellers har han været vidt omkring karrieremæssigt. Han har f.eks. studeret et år på musikkonservatoriet som klassisk klarinettist og har også altid haft en stor interesse i filosofi og spiritualitet og de dybere spørgsmål. Som Anders selv udtrykker det, har han en stor eksistentiel og åndelig længsel koblet med en stor akademisk interesse og en interesse for at skabe forandring i verden. Det er noget, der har betydet at Anders har brugt en del tid på at finde sin egen identitet og på at finde ud af, hvordan alle de forskellige interesser – politisk, teoretisk og kunstneriske engagement kunne komme til at hænge sammen. Det er også en af grundene til, at han har stiftet Klimaakademiet, fordi han kunne se, at der var brug for en mere holistisk og tværtænkende klimauddannelse. Anders synes at han her har fundet sin rette hylde.

Historien 
Spiren til Klimaakademiet startede i virkeligheden i perioden efter at Anders have afsluttet sin Ph.d., hvor han begyndte at skrive på en bog der hed “Klimakrisens rødder”. Bogen handler om rodårsagerne til klimakrisen – de filosofiske, økonomiske og sociologiske årsager til, at vi står i klimakrisen. Bogen udkom i 2019 og efterfølgende var Anders ude og holde en række foredrag. Han havde på det tidspunkt en ide om at han kunne have et arbejdsliv som forfatter og foredragsholder, men opdagede efter et par år at han ikke trivedes så godt med alene-livet som foredragsholder. Samtidig havde han også lyst til at arbejde med mennesker over længere tid, hvor der var mulighed for at arbejde med lidt dybere forandring. Omkring 2020 begyndte han derfor at overveje at starte et akademi. I den forbindelse havde han bl.a. en dialog med den grønne tænketank Concito om at lave et ligeværdigt partnerskab mellem Anders´private virksomhed og Concito. Partnerskabet søgte penge og på den baggrund blev Klimaakademiet så stiftet i 2021. Siden da er der sket meget. Anders har bl.a. i en periode kørt akademiet som en selvstændig virksomhed og også i en periode som en socialøkonomisk virksomhed, dog ikke registreret socialøkonomisk virksomhed.

“Grundtanken har hele tiden været at det ikke handler om at lave profit. Det handler om at skabe forandring samtidig med at man selvfølgelig kan leve af det”, siger Anders.

Organisering
I maj 2024 omdannedes Klimaakademiet til en almennyttig forening. Anders ejer således ikke mere Klimaakademiet men er ansat som direktør og har også fået en dygtig bestyrelse, der bistår med sparring og udviklingen af akademiet. De vigtige beslutninger tages af foreningens medlemmer på generalforsamlingen. Akademiet har valgt at have en forholdsvis lille kreds af medlemmer og de ca. 20 medlemmer, der udgør foreningen består primært af personer, der tidligere har gået på Klimaakademiets kurser og som forstår akademiets grundlæggende værdier. Medlemstallet kan eventuelt udvides senere, hvis det viser sig at være nødvendigt.
Ellers er en større kreds af interesserede tilknyttet Klimaakademiet i form af et professionelt bæredygtighedsnetværk som akademiet kører.

“Vi har valgt at adskille selve den formelle foreningsdrift fra det at der er nogle mennesker der er interesseret i det vi laver rent fagligt. På den måde kører vi det lidt simplere og slipper også for at have nogle gigantiske generalforsamlinger, hvor det hele bliver mere kompliceret”, fortæller Anders

For Anders personligt har overgangen til at være en forening været utrolig positiv. Tidligere har det været ham, der var ansvarlig for alt og bestemte alt, mens det nu er en større gruppe af mennesker, der har det formelle ansvar. Anders har specielt haft en positiv oplevelse med at have fået en utrolig dygtig bestyrelse at læne sig op ad. Det er en bestyrelse med utroligt kompetente medlemmer bl.a. en sekretariatschef fra Concito og en professor fra DTU Entrepreneurship.

“Det kan noget at være iværksætter og bestemme selv, men det kan godt nok også noget at være et hold, der arbejder for en sag. Det af få en bestyrelse, der hjælper mig og de andre ansatte i akademiet, synes jeg er en utrolig dejlig ting”, siger Anders.

Klimaakademiets aktiviteter 
Bredt sagt kan man sige at Klimaakademiet laver læringsrum, der sætter folk i stand til at handle på klimaområdet. Det kan være i mange former. Det kan være kurser, foredrag, workshops, masterclasses, og det kan være netværk. Klimaakademiet har f.eks. lige stiftet et netværk der hedder “Forgrening”, hvor mennesker der arbejder professionelt med bæredygtighedsdagsordenen mødes og diskuterer.
Lidt mere detaljeret kan sige at foredragene, som Anders holder mange af, ofte kan være i form af keynotes til konferencer, hvor scenen skal sættes i forhold til klima- og bæredygtighedsdagsordenen. Workshops og masterclasses holder akademiet en del af for kommuner. Akademiet har f.eks. holdt en række fysiske masterclasses for Københavns Kommune, hvor en masse mennesker, der ikke tidligere havde arbejdet med klima skulle opkvalificeres i, hvad det egentlig vil sige at arbejde med klima.
En af de store aktiviteter er de længerevarende kurser, som akademiet foreløbig har lavet to af. Det er en aktivitet der er afhængig af fondsstøtte for at kunne realiseres.
Lige nu er et vigtigt projekt at udvikle et “Flagskibs-kursus” – altså et længerevarende kursus som repræsenterer akademiets dna. Et kursus der forhåbentlig kan være mere bæredygtigt og ikke være afhængig af at man får drypvis fondsbevillinger her og der. Hensigten er at kurset skal være rettet mod mennesker, der arbejder med bæredygtighed professionelt. Det kan f.eks. være en projektleder i en kommune, der skal implementere en klimaplan, en person med et grønt projekt i et firma, og det kan være en person, der sidder i en NGO og skal implementere en ny måde at lave partnerskaber på i det grønne område. På den måde sidder der en masse mennesker i en ret bred gruppe af organisationer, som alle sammen arbejder på at skabe bæredygtig udvikling og som ofte har mange af de samme udfordringer. Det handler for det første om viden, altså at være solidt klædt på i forhold til klimafaglig viden. Det har akademiet godt styr på. Anders er f.eks. fast censor på klimakandidat uddannelsen på KU. For det andet handler det om viden i forhold til at forandre menneskelige systemer. Det er viden om ledelse, forandringer og demokratisk legitimitet. Kurset skal forbinde de to, så man både får en solid klimafaglig viden men også har viden og redskaber til at sætte sig i gennem, når man skal lave et klima- eller bæredygtighedsprojekt i en organisation.

Klimaakademiet har til gengæld ikke så meget fokus på alt, det der handler om ESG rapportering, værktøjer og krav til virksomheder og organisationer. Der er mere fokus på essensen i klimahandling og at styrke alle de ildsjæle, der sidder der ude og mangler kompetenceudviklingsmuligheder.
Selv om Anders selv og en anden medarbejder på Klimaakademiet har skrevet bøger om emnet, så er det ikke den skriftlige formidling i bøger og rapporter, som akademiet har fokus på. Som Anders nævner:

“Vores analyse er at der er rigeligt med rapporter. Det store spørgsmål er, hvordan man får al den viden ud at leve. Der er et stort gap mellem, hvad vi ved og hvad der praktiseres derude. Det vil vi gerne gøre noget ved. For os at se handler det grundlæggende om uddannelse”. 

Økonomi 
Klimaakademiets indtægter kommer fra to kilder. Den ene er at sælge foredrag, kurser og masterclasses og den anden er fondsbevillinger. En af over overvejelserne med at blive en almennyttig forening har netop været, at det vil blive nemmere at tiltrække fondsbevillinger.
Lige nu er det i følge Anders lidt svært at sige noget præcist om organisationens forventede indkomst da akademiet har mindre end et år på bagen. Der er også investeret en del tid i at få organisationen til at fungere, hvilket også har betydet at der har været mindre tid til at genere indkomst. Men nu er alt det på plads og Anders er meget fortrøstningsfuld i forhold fremtiden. Lige nu er der da også midler til at lønne 3 ansatte inklusive Anders.

Registreret socialøkonomisk virksomhed
Anders har haft en masse overvejelser omkring virksomhedsform og status i forbindelse med akademiets overgang fra APS til almennyttig forening, og i forhold til det at være en registreret socialøkonomisk virksomhed. En af overvejelserne har været om fondene nu også ville synes, at den almennyttige forening var så almennyttig endda, når det nu var en socialøkonomisk VIRKSOMHED. På samme måde var han bange for at fondene ville blive skræmte, hvis de så at der stod APS i ansøgningen. Da en af grundene til at skifte til foreningsformen var at blive bedre stillet i forhold til at tiltrække fonde blev valget derfor ikke at lade sig registrere. I praksis arbejder Klimaakademiet dog i dag socialøkonomisk, da det ikke er profit men ønsket om at gøre en forskel for klima og bæredygtighed, der det primære formål med akademiet.

Personligt synes Anders at socialøkonomi og socialt iværksætteri er en spændende form. Det traditionelle iværksætteri, hvor det kun drejer sig om at tjene penge kan han slet ikke se sig i. Omvendt synes han også at den klassiske NGO kan blive lidt for “støvet”. Han kan godt lide det drive, der er i den traditionelle iværksætter. Det er så bare vigtigt, at det bliver omsat til noget der også gavner fællesskabet og verden. Der er brug for flere arketyper, der kan vise, hvordan det kan se ud i praksis og der er også brug for nogle nye modeller og idealbilleder for, hvad det vil sige at være iværksætter, mener Anders.
Fremtiden
Umiddelbart er det primære mål for fremtiden, at få udviklet Klimaakademiet store klimakursus, og gjort det økonomisk bæredygtigt. Når først det er på plads kan der blive lidt mere rum for, hvad der ellers skal ske for Klimaakademiet i fremtiden.
Anders tænker selv at Klimaakademiet skal blive større i fremtiden.
Men hvis man ser mere overordnet på Klimaakademiets fremtid, så har akademiet nogle værdier, og en af dem er “blomstring”. Det er et ord der kan ses som et alternativ til ordet “vækst”.

“En blomstring er en vækst, der bliver ved indtil blomsten har realiseret sit iboende potentiale. Og så er den hvad den skal være, så skal den ikke vokse mere. Det tror jeg også jeg meget ser som et mål for Klimaakademiet. Vi skal blive så store som det er meningsfuldt at vi bliver, og det kan jeg ikke sige hvad er lige nu. Men det kunne sagtens være, at vi bare er 4 mennesker, der sidder rundt omkring et bord og ved hvad vi skal. Det kan også være vi skal op og være 50 eller flere – hvem ved. Men det er slet ikke det jeg fokuserer på. Det jeg synes er det væsentligste er, hvad er det for en størrelse, som vi skal blomstre hen til at blive, for at realisere det potentiale som Klimaakademiet vil”, siger Anders.

En del af blomsters liv er også, at de dør på et tidspunkt. Sådan ser Anders også at det kan være for Klimaakademiet. Alt har sin tid og en dag har det måske også udført det som det skulle og noget nyt skal vokse frem.

Råd til nye sociale iværksættere 
“En ting jeg vil sige er, tro ikke at det hele bare er win win, der skal også ofres noget”, fortæller Anders og fortsætter med at fortælle, at han møder mange, der synes at det lyder sindsygt spændende at være iværksætter og starte noget op. De vil gerne være succesfulde og rige og have anerkendelse på en gang.

“Min erfaring er at hvis du gerne vil lave noget der rykker verden – så kræver det også nogle ofre. Jeg møder ikke særlig mange, der har startet deres egen idealistiske organisation som med det samme har tjent masser af penge og har haft masser af succes. Så jeg tror der brug for, at man kan rumme et vist ubehag og også med en vis stolthed og tage det på sig. Jeg prøver faktisk at skabe noget nyt, så nej – jeg tjener ikke særlig mange penge lige nu – MEN til gengæld gør jeg det jeg drømmer om, til gengæld gør jeg det jeg mener er det vigtige”. 

En anden ting Anders gerne vil sige til nye iværksættere er, at det tager tid. Alting tager meget længere tid end man tror.
“Hvis man springer ud som iværksætter skal man i alle tilfælde give det et par år før man kan sige om det er en succes” 

Hans egen oplevelse i forhold til f.eks. at skulle bygge netværk op og lære alle de mennesker at kende, som man har brug for, er at det tager rigtig lang tid. Måske kan det gå lidt hurtigere, hvis man f.eks. har erfaringer og et stort branchekendskab før man springer ud. Derfor er mange af de succesfulde iværksættere i følge Anders også lidt oppe i årene og har en vis erfaring før de er startet.

Sammenfattet er det altså i følge Anders vigtigt at indstiller sig på, at det kræver ofre at være iværksætter og at tingene tager tid. Samtidig er er også gevinster f.eks. i form af friheden til at lave det man brænder for.


Tak til Anders for samarbejdet om artiklen 

FAKTA: 
Stiftelsesår: 2021
Antal ansatte: 3 personer
Virksomhedsform: Forening
Impact: over 100 personer har været på akademiets længerevarende kurser. Et langt større antal har deltaget i akademiets workshops og masterclasses.

Læs mere om Klimaakademiet på https://www.klimaakademiet.dk  
LinkedIn
Facebook
Instagram

Fotos: Klimaakademiet

 

Back To Top
SED
Privacy Overview

This website uses cookies so that we can provide you with the best user experience possible. Cookie information is stored in your browser and performs functions such as recognising you when you return to our website and helping our team to understand which sections of the website you find most interesting and useful.