skip to Main Content

Livsværkstederne – socialøkonomi der skaber job og fællesskaber i Gellerup 

Interview med Mette Fenger, leder af Livsværkstederne

Livsværkstederne i Gellerup ved Aarhus er en socialøkonomisk virksomhed, der arbejder for at skabe fællesskab, inklusion og livskvalitet for områdets beboere gennem sociale aktiviteter, rådgivning og beskæftigelsesfremmende initiativer. Virksomheden er del af KFUM´s sociale arbejde og hovedfokus er at hjælpe udsatte borgere, styrke civilsamfundet og bidrage til et mere inkluderende lokalsamfund. Livsværkstederne driver blandt andet den sociale Café Vita og en række tilbud og fællesskaber, hvor mennesker kan mødes, udvikle deres kompetencer og finde støtte i hverdagen.

Historie – 25 års jubilæum
Livsværkstederne blev etableret i 2000 og har således 25 års jubilæum, der skal fejres senere i år. Organisationen er stiftet som en selvejende institution af KFUM´s Sociale Arbejde, Gellerup Kirke og Brabrand Boligforening, der alle er repræsenterede i Livsværkstedernes bestyrelse. Det var stifternes ønske at Livsværkstederne med sit arbejde skulle være med til at forbedre livsvilkårene for områdets borgere.
Oprindelig har den sociale Café Vita og beskæftigelsestilbuddene omkring den været hovedaktiviteten i Livsværkstederne, men de seneste år er der kommet en del flere aktiviteter til.
Det er bl.a. sket for at styrke forretningen. Livsværkstederne har tidligere haft en del mennesker i afklarings- og opkvalificeringsforløb visiteret fra Aarhus Kommune, hvilket er aftaget meget de seneste år. Da de betalte forløb tidligere udgjorde en væsentlig del af økonomien, har der været et behov for at udvikle nye indtægtsdækkende aktiviteter for at gøre organisationen mere robust Cafédriften har altid været en central aktivitet i Livsværkstederne, men fordi man gerne vil holde priserne lave, da mange besøgende ikke har ret mange penge, er det begrænset, hvad man kan omsætte for.  Derfor har Café Vitaudvidet salget af mad ud af huset.

Mette Fenger der har været leder af Livsværkstederne de sidste tre år siger selv:

“Det er noget af det, der har gjort, at vi nu i højere grad ser os selv mere som en socialøkonomisk virksomhed end man måske tidligere har gjort”. 

Nye tiltag de seneste år er f.eks. Lokalsjakket og en udvikling af Det kreative værksted.

Målgruppen for Livsværkstedernes arbejde 
Livsværkstederne henvender sig til en bred gruppe mennesker i udsatte positioner, herunder borgere med psykiske eller sociale udfordringer, flygtninge og indvandrere samt ældre og enlige, der har brug for fællesskab. Mange af de mennesker der kommer på Livsværkstederne er fra lokalområdet, men virksomhedens forskellige tilbud er åbne for alle, der ønsker at deltage i et meningsfuldt fællesskab og få støtte til en bedre hverdag.  Livsværkstedernes placering i Gellerup betyder også, at man er rigtig god til at rumme mennesker, der ud over det sociale også har sproglige udfordringer. Enkelte bliver gennem køkkenet og andre tilbud afklaret og bragt videre enten i pension eller videre ud på arbejdsmarkedet. Enkelte er også blevet ansat i fleksjob eller skånejob i Livsværkstederne efter at have været i forløb i virksomheden..

Kerneopgaver – tilbud og aktiviteter 
Livsværkstederne tilbyder en bred vifte af aktiviteter og sociale tilbud.

Café Vita 
Helt centralt er driften af Café Vita en sociale café, der ligger i City Vest. Caféen serverer dagligt billig hjemmelavet og verdensinspireret mad. Den er velbesøgt af lokalområdets beboere, der her kan spille brætspil og pool eller få en snak med de andre gæster, frivillige og ansatte, og på den måde indgå i sociale fællesskaber og finde en base i hverdagen.
Ud over selve cafédriften leverer Café Vita også med ud af huset til arrangementer, møder og højtider mm. En aktivitet der er øget og videreudviklet i de seneste år, for at få et større tilskud til cafédriften.
Størstedelen af caféens råvarer er i øvrigt overskudsmad, som man får gennem et samarbejde med Fødevarebanken og den lokale Netto. Livsværkstederne betaler 12.000 kr. om året for et abonnement hos Fødevarebanken og får så levering af overskudsmad en gang om ugen. Hos den lokale Netto henter man primært overskudsmad i form af frugt og grønt.

Social Drive Out
Social Drive Out er Livsværkstedernes pop-up caféer. Det er en landsdækkende indsats, der hører under KFUM’s Sociale Arbejde, som er startet under corona-nedlukningen. Den primære hensigt med projektet er at nå ud til sårbare og udsatte personer i udkantsområder.
Livsværkstedernes Social Drive Out cykelvogn kører ud til fem forskellige holdepladser i lokalområdet 5 gange fordelt på 3 dage om ugen. Her tilbyder man i halvanden time gratis kaffe lidt at spise og en snak. De udendørs pop-up caféerne betyder man kan nå bredere ud, og de bruges også som brobygning til Livsværkstedernes andre tilbud som rådgivning og fællesskaber. Mette fortæller:

“Der er nogen der har svært ved at være med i vores indendørs aktiviteter i caféen med videre, for dem er det nemmere og mere uformelt at tage en snak udendørs. Pop-up caféerne er en god måde at skabe nærvær og fællesskab på og for mange mennesker er det også et sted, hvor de kan få lejlighed til at tale om de ting de går med. Der har været mange forandringer, ombygninger mm. i Gellerup og mange kan være usikre på deres situation – skal måske genhuses eller andet. Så er det mange gange os de kommer og taler med, så vi får faktisk skabt nogle fællesskaber på den måde”.  

Lokalsjakket 
Lokalsjakket i Gellerup er Livsværkstedernes små-job-indsats. Lokalsjakket hyres af en række virksomheder og aktører til forskellige opgaver i lokalområdet. Det kan f.eks. være oprydning, rengøring, skraldesamling og lugning mm. Opgaverne faktureres efterfølgende til virksomhederne og alle , der er med i opgaveløsningen får løn pr. time de har arbejdet.
Lokalsjakket er blevet til for tre år siden og har taget udgangspunkt i KFUM´s Sociale Arbejde som sammen med Blå Kors søgte og fik midler fra A.P. Møller Fonden til et projekt, hvor man 9 steder i landet ville oprette vikarbureauer med småjobs. Ideen var så, at de mennesker, der kom på KFUM´s og Blå Kors´sociale væresteder kunne få mulighed for at komme ud om og løse små opgaver i lokalområdet og få penge udbetalt f.eks. via Det sociale frikort, så de ikke blev trukket i ydelser.
De mennesker som ikke kan få socialt frikort aflønnes på ordinær vis, og med den nye kontanthjælpsreform er der mulighed for, at man kan tjene et lille beløb før man trækkes i ydelsen.

“Det fik vi ret hurtigt etableret i Gellerup og projektet er siden vokset ret støt, men det var ikke alle andre steder i landet at det gik så godt, bl.a. pga. forskellige målgrupper”, fortæller Mette.

Lokalsjakket maler plankeværk.

Bevillingen fra A.P. Møller Fonden udløb dog efter sommer 2024 og siden er projektet kørt videre med det der kan faktureres ud til Lokalsjakkets kunder samt lidt hjælp fra Aarhus Kommune. Siden starten har ca. 50 personer arbejdet i Lokalsjakket. 20 personer er kommet videre, og i dag er der ca. 30 personer, som løbende udfører opgaver. Der er tale om småjobs i lokalområdet. Nogen af de ansatte kan have få timer ad hoc, og en del har faste ugentlige timer til faste opgaver for faste kunder. Blandt kunderne er mange af de lokale entreprenører, som står for ombygningen af Gellerupparken blandt dem er A. Enggaard A/S , Nordstern og MT Højgaard A/S. Opgaverne kan f.eks. rengøring på deres skurvognskontorer eller oprydningsopgaver på arealerne omkring City Vest eller oprydning i kælderen hos Gellerup Kirke.  Lokalsjakket bliver også tit spurgt om de kan rykke ud og hjælpe med opgaver i forbindelse med arrangementer i Gellerupområdet.
Lokalsjakket er faktisk vokset til at blive en ret god forretning.

“Vi kan kun se at det går fremad , og Lokalsjakket er blevet en stor del af Livsværkstederne, der omsætter for omkring 1 million kr. om året, så det skal ikke være et projekt mere, men en fast del af vores tilbud”, fortæller Mette

Et tilbud der er er af stor værdi for mange, som har brug for at have noget at stå op til. Det har stor betydning, at man på den måde kan får en arbejdsidentitet og laver noget sammen med andre, når man går rundt i arbejdstøj med et Lokalsjakket logo på. Mange af de ansatte har andre udfordringer, så også her kan Lokalsjakket bygge bro til andre af Livsværkstedernes tilbud som retshjælp og økonomisk rådgivning.
For mange af de udsatte mennesker, som har svært ved at få pengene til at slå til, betyder det også rigtig meget, at de på denne måde får mulighed for at tjene lidt ekstra.

“Nogen er virkelig pressede økonomisk, så for dem er det økonomien der er det bærende, men det at der er et fællesskab omkring det er af kæmpestor betydning”, siger Mette.

Det kreative værksted
Det kreative værksted er startet i 2024 med en lille smule projektmidler.
Oprindelig er værkstedet en del af et beskæftigelsestilbud, Lightwork, som Livsværkstederne kørte for Aarhus Kommune og som lukkede 1. februar i år, da antallet af borgere til beskæftigelsestilbuddet faldt, og da man i Livsværkstederne gerne ville bruge de muligheder, der var er i værkstedet, besluttede man at køre det videre på frivillig basis. Der er nu ansat en skrædder i fleksjob samt en designer, som kan hjælpe mennesker, der gerne vil lave noget med tekstiler og andre materialer i gang. Det er f.eks. muligt at få hjælp til at sy omsy eller reparere sine ting. Der er også søgt og bevilliget yderligere midler til at udvikle produkter, som kan sælges og på den måde bidrage til Livsværkstedernes økonomi og til at betale for aktiviteter i værkstedet. På samme måde som de andre aktiviteter er værkstedet også et sted, der skaber fællesskaber, hvor mennesker mødes.

Som Mette udtrykker det: “Vi kan se at det kreative værksted kan en hel masse, når man mødes om det fælles tredje, så nu søger vi yderligere midler til at videreudvikle det”. 

Rådgivning 
Livsværkstederne tilbyder forskellige former gratis rådgivning f.eks. økonomisk og juridisk rådgivning. Det kan også være hjælp til kommunikation med f.eks.  myndigheder, ansøgninger om ydelser mv. Det er ansatte i Livsværkstederne eller af frivillige, der er fagligt kvalificerede, som står for tilbuddene. Gældsrådgivning og retshjælp er en del af KFUM´s Sociale Arbejdes. Den hjælp til kommunikation med det offentlige, ansøgninger om ydelser mv., som socialrådgiverne yder er finansieret af Livsværkstedernes andre aktiviteter ligesom driftstilskuddet fra Aarhus Kommune også bidrager til, at man kan tilbyde den slags rådgivning.

“Rådgivningen er vigtig for os at have at kunne henvise til. Der er bare så mange problemer, som folk står med. Det kan være at skrive til udlændingestyrelsen, kontakte sin læge og alt muligt andet. Så kan man på rådgivningen få hjælp af socialrådgivere, jurastuderende og andre”, fortæller Mette.

Besøgende i Café Vita.

Ud over de nævnte aktiviteter har Livsværkstederne løbende en række projekter i gang som finansieres via fondsansøgninger. Det har man, fordi man gerne vil give mennesker mulighed for at udvikle sig få ny læring og viden og oplevelser sammen. For øjeblikket kører man f.eks. et FRIpulje projekt, som har fokus på ældre og deres rettigheder rettet mod etniske minoritetsældre. Der er en masse rettigheder de har, som de ikke kender til. Det kan f.eks. handle om en række gratis tilbud, som f.eks. Dansk Flygtningehjælp, SIND, Gallo og andre organisationer har. Så projektet har inviteret organisationer til at holde oplæg og indgå i dialog caféer og har taget de ældre med på besøg hos en række organisationers lokale kontorer, så de bliver orienteret om disse muligheder og deres rettigheder.
Et andet projekt som Livsværkstederne for øjeblikket søger midler til har fokus på sund  mad for ældre etniske minoritets mænd. Det er mænd, som kommer i caféen og er del af fællesskabet om dagen, men som måske går hjem og spiser alene om aftenen med mad de har købt. Her vil Livsværkstederne gerne lave et aftentilbud, så man kan lave mad sammen og spise sammen og på den måde blive del af et fællesskab også om aftenen.
Det skal være fokus på nærende mad lavet af grøntsager, som Livsværkstederne får masser af som overskudsmad fra den lokale Netto.

Staben, frivillige og besøgende 
Livsværkstederne har for øjeblikket 12 ansatte hvoraf 3 er fuldtidsansatte, 3 deltidsansatte, 2 er ansat i fleksjob og enkelte er ansat i skånejob. .
Staben har en bred vifte af fagligheder og kompetencer. Den består af 2 socialrådgivere, 6 personer med forskellige akademiske baggrunde f.eks. fransk og mellemøststudier og statskundskab. Der er en arkitekt og designer og Mette selv er cand.mag. i arabisk og etnografi.

“Det er mit opfattelse, at det er vigtigt, at man både kan skrive en projektansøgning, lave en afrapportering på et projekt og gå ned og tage en opvask i køkkenet eller gå ud med Lokalsjakket og så videre. Det er vigtigt, at flere medarbejdere kan være med “all round” her – ellers hænger det ikke rigtigt sammen”.  

En central del af organisationen er de mange frivillige, som bidrager til cafédrift og sociale aktiviteter. Der er for øjeblikket ca. 15 faste frivillige. Herudover er der frivillige i retshjælp og gældsrådgivning samt et antal frivillige, som man kan kalde ind, hvis det brænder på. Derudover er der også en frivillig bestyrelse.

Café Vita har i følge Mette, lavt sat, omkring 70 besøgende dagligt.
På Social Drive Out møder man ca. 100 personer i løbet af en uge.
Mange hundrede personer benytter i løbet af året Livsværkstedernes rådgivningstilbud.

Økonomi – Finansiering og støtte 
Som det fremgår er økonomien i Livsværkstederne sammensat af flere indtægtskilder. Den samlede omsætning forventes i 2025 at ligge omkring 4,5 millioner kr., hvoraf  ca. 1 million af dem kommer fra Lokalsjakket. Herudover fundraises ca. 1,5 mio fra private fonde og puljer til forskellige projektindsatser, endelig modtager Livsværkstederne et driftstilskud fra Aarhus Kommune og har indtægter fra mad ud af huset i Café Vita samt donationer fra kirker, enkelte virksomheder og private.
Økonomien har været meget svingende over årene bl.a. fordi indtægten fra salg af forløb til kommunen har været svingende. Virksomheden har i høj grad været afhængig af projektmidler for at få det hele til at hænge sammen.

“Det kan være hårdt at køre så mange projekter. Det jeg rigtig godt kunne tænke mig var at få nogle ekstra mere faste driftstilskud, at der f.eks. var nogen virksomheder, der kunne se, at hvis de laver et samarbejde med os, så bliver de hjulpet med S´et i ESG og bidrager med noget godt ude i lokalsamfundet. Vi skal ud og kigge på andre slags sponsorer og donorer for at få andre indtægter end projekterne. Vi er ved at etablere nogle aftaler, men det kommer til at tage lidt tid”, fortæller Mette.

Samlet set er Livsværkstedernes økonomi gået betydeligt frem de seneste år, dels fordi der har været flere projekter og dels pga. vækst i indtægter fra Lokalsjakket og madsalg ud af huset i Café Vita.

Hvorfor er det at arbejde med socialøkonomi og bæredygtighed vigtigt? 
Hertil svarer Mette: “For mig er det vigtigt, at det vi laver er med til at give noget tilbage til de mennesker der kommer. At det er med til at løfte både mennesker og området i sig selv. Det at vi f.eks. får lidt flere penge og derfor er i stand til at ansætte en i fleksjob – det kan vi bare se hvor stor betydning det har. F.eks. da jeg ansatte skrædderen (i det kreative værksted) kunne jeg se hvor meget det betød for ham at komme tilbage til sit fag, at have en arbejdsidentitet og ikke bare være en der går fra det ene afprøvningsforløb til det andet.” 

Livsværkstederne er med til at give de lokale muligheder på mange forskellige måder både for dem, der bliver ansat men også for deres familie. Mette fortæller, at der f.eks. er mange kvinder på ægtefælleforsørgelse, som ikke tidligere har haft mulighed for at tjene deres egne penge. De har sendt flere ansøgninger, fordi de gerne vil arbejde og bidrage, og fordi de gerne vil tjene deres egne penge.

“Det at være med til at give de muligheder til de forskellige personer, der har behov og til området er meget meningsfyldt. Og at vi samtidig også tænker på bæredygtighed f.eks. i forhold til madspild og får flere og flere til at se, hvad det kan, så man på den måde også kan give folk mulighed for at forbedre deres egen økonomi – gør det kun bedre”, understreger Mette.

Lokalsjakket på rentgæringsopgave

Samarbejdspartnere 
Lokalt samarbejder Livsværkstederne med en række organisationer ud over medstifterne, Brabrand Boligforening og Gellerup Kirke. Det gælder f.eks. Samvirket, der er et netværk og partnerskab mellem frivillige foreninger, boligforeningen, politi og kommune i Gellerup og Toveshøj.
Man arbejder også sammen med Folkesundhed Vest, Bydelsmødre, Baba de boligsociale tilbud, biblioteket samt Borgerservice, der er på Livsværkstederne med Borgerservice to go en dag om måneden.
Ud over de lokale samarbejder men også med Muhabet, Kvindehuset i Aarhus, Røde Kors.
Samarbejde mellem organisationerne er i øvrigt noget af det man er rigtig god til i Gellerup. Det sker for eksempel ved at sende mennesker videre til hinandens tilbud ligesom man også ofte er sammen om arrangementer i lokalområdet.

“Det er et fantastisk område at arbejde i, fordi der er så mange gode aktører, der vil hinanden og vil bidrage til at løfte området på den måde”. 

På virksomhedssiden er det specielt entreprenørerne, som man samarbejder med. Det er f.eks. A. Enggaard A/S, som også ejer City Vest, der giver mange gode opgaver til Lokalsjakket. Det samme gælder M.T. Højgaard, JCN Bolig. Samt Nordstern, der står for ombygningen ved Søvangen. I det hele taget har Livsværkstederne et godt samarbejde med alle entreprenørerne i området, og skal som noget nyt også til at lave byggepladsservice for nogen af dem.  For Livsværkstederne har bl.a. sociale klausuler i udbuddene været med til at bane vejen for samarbejde med entreprenører.

Registreret socialøkonomisk virksomhed 
Livsværkstederne er ikke en registreret socialøkonomisk virksomhed, men det vil i følge Mette være oplagt at blive det.

“Det vil være nemmere, når vi præsenterer os. Når vi f.eks. siger værested så tænker folk et, men siger vi at vi er en registreret socialøkonomisk virksomhed så tænker folk noget andet – måske noget der er mere aktivt”. 

Hvad med fremtiden
I forhold til fremtiden er det en stor prioritet for Mette, at Livsværkstederne får mere ro på økonomien, så de ansatte  ikke hele tiden skal løbe så hurtigt, og så der kan blive mere tid til basis arbejdet. Konkret betyder det, at der skal arbejdes på at finde finansiering, som ikke er bundet op på specifikke projekter med fastsatte opgaver. Det handler om at finde samarbejdspartnere og modeller for mere faste samarbejder med f.eks. virksomheder, som kan bidrage til en mere stabil økonomi for virksomheden. For Mette er det vigtigt, at der er ro om økonomien og mere tid, fordi Livsværkstedernes mål er ikke kun at hjælpe mennesker, men også at arbejde på at gøre mennesker selvhjulpne  – og det tager tid.
Bæredygtighed er også et vigtigt fokus for fremtiden. Det kan være at styrke arbejdet med at mindske madspild, som man gør i Café Vita og at arbejde mere med genbrug og upcycling i Det kreative værksted.
Overordnet vil Mette gerne arbejde for at Livsværkstederne fremadrettet kommer til at bestå af nogle helt faste tilbud  i den daglige drift, og så supplere med målrettede  projekter lejlighedsvis.

Set udefra er det tydeligt at Livsværkstederne er et stærkt eksempel på, hvordan socialøkonomi kan skabe positiv forandring – både for enkeltpersoner lokalsamfund og samfundet som helhed.

Tak til Mette Fenger for samarbejdet om artiklen 

Fakta om Livsværkstederne
År for stiftelse: 2000
Virksomhedsformen: Øvrige virksomhedsformer (virk.dk)
Registreret socialøkonomisk virksomhed (RSV): Nej
Antal ansatte: 12 hvoraf 3 er fuldtidsansatte, 3 er deltidsansatte,  2 er ansat i fleksjob og 4 i skånejob.
Årlige omsætning:  4.500.000 kr. – forventet omsætning i 2025

Du kan finde mere information om Livsværkstederne her:
Hjemmeside: www.livsværkstederne.dk
Livsværkstederne på Facebook
Livsværkstederne på LinkedIn


Fotos:
Livsværkstederne
Frontfoto – øverst: MT Højgaard

 

Back To Top
SED
Privacy Overview

This website uses cookies so that we can provide you with the best user experience possible. Cookie information is stored in your browser and performs functions such as recognising you when you return to our website and helping our team to understand which sections of the website you find most interesting and useful.