Den nye publikation Virksomheder der gør en forskel - Socialøkonomiske virskomheder i Aarhus præsenterer 20…
Kan penge på hvilende konti finansiere sociale indsatser i Danmark?
Artiklen er opdateret 30. maj 2026
I lande som England og Japan er der lavet lovgivning om at anvende midler på hvilende konti til at finansiere forskellige almennyttige-, sociale- og civilsamfundsindsatser og til investeringer i socialøkonomiske virksomheder.
I Tyskland har vores søsterorganisation Social Entrepreneurship Netzwerk Deutschland (SEND) lavet et lovforslag til tyske politikere, som ligger op af den engelske model – “Nachtrechtlosen Assets Reformvorslag”.
I lovforslaget vurderer SEND, at der kan stå op til 2 milliarder euro på den slags konti i Tyskland
I Danmark mangler civilsamfundsorganisationer, NGO´er og socialøkonomiske virksomheder løbende finansiering til deres arbejde. Måske kan midler på hvilende konti være et element i en model, der kan sikre den langsigtet driftsstøtte, som civilsamfundets organisationer selv efterspørger (se debatindlæg). Disse midler kan samtidig også anvendes til investeringer i de sociale indsatser, som f.eks. socialøkonomiske virksomheder laver.
Men lad os først se lidt på hvad hvilende konti er og, hvordan man har valgt at anvende midlerne på disse konti i England.
Baggrund
Dormant account, eller en “hvilende konto” på dansk, er en kundes konto i en bank eller anden finansiel institution, hvor der ikke har været nogen aktivitet i en længere periode, måske med undtagelse af renteindbetalinger. Ejeren kan have glemt alt om kontoen, være flyttet fra byen uden at efterlade en adresse eller være død.
I andre lande som England, Irland, Japan og Canada er der lavet national lovgivning, der betyder at disse midler anvendes til sociale og almennyttige formål, ved at føre midlerne fra hvilende konti til en fond, som investerer i, låner eller donerer midler til organisationer med sociale og almennyttige formål f.eks. NGO´er og socialøkonomiske virksomheder.
Engelsk eksempel: Big Society Capital/ Better Society Capital
Big Society Capital er en britisk social investeringsfond etableret i 2012 for at støtte socialøkonomiske virksomheder, organisationer og projekter, der skaber positive sociale og miljømæssige forandringer.
Fonden skiftede i 2024 navn til Better Society Capital.
Fonden finansieres delvist gennem midler fra hvilende bankkonti.
Den nationale lovgivning, der ligger til grund for Better Society Capitals anvendelse af midler fra hvilende konti, er baseret på Dormant Bank and Building Society Accounts Act 2008, som blev vedtaget af den britiske regering i 2008. Loven introducerede en struktur til håndtering af hvilende konti med det formål at frigøre ubrugte midler til sociale og samfundsmæssige projekter, samtidig med at ejernes rettigheder beskyttes.
Hovedtræk ved lovgivningen:
Definition af hvilende konti: Konti betragtes som hvilende, hvis der ikke har været nogen aktivitet eller kontakt fra ejeren i 15 år.
Reclaim Fund Ltd.: Loven oprettede en central fond (Reclaim Fund), som modtager midler fra banker og finansielle institutioner, der frivilligt kan overføre midler fra hvilende konti til Reclaim Fund Ltd.. Det sikrer, at der er nok likviditet til at tilbagebetale krav, hvis ejeren eller arvingerne gør krav på dem.
Better Society Capital: Loven gør det muligt at overføre midler fra Reclaim Fund til forskellige sociale investeringsfonde som f.eks. Better Society Capital, der kan investere dem i forskellige impactfonde som igen investerer dem i sociale organisationer og projekter, som f.eks. bekæmper hjemløshed, skaber jobs og fremmer bæredygtighed mm.
Beskyttelse af ejernes rettigheder: Ejere af hvilende konti har til enhver tid ret til at få deres midler tilbage, og Reclaim Fund er forpligtet til at opretholde nok likviditet til at dække disse krav. I praksis er det dog mindre end 10%, der gør krav på at få midlerne tilbage.
Ved at kombinere lovgivningsmæssig struktur med en social investeringsmodel blev Storbritannien en af de første nationer til systematisk at anvende hvilende konti til at styrke social innovation og økonomisk inklusion.
Impact – Hvad er der kommet ud af det?
Siden lanceringen har Better Society Capital investeret 925 millioner pund af sin kapital og brugt den til at frigøre yderligere 3 milliarder pund fra andre investorer til organisationer, der tackler sociale problemer som hjemløshed og fattigdom.
Mere end 3.500 organisationer har modtaget investeringer fra BSC siden lanceringen i 2012.
BSC har også haft en stor andel i at det britiske sociale impact-investeringsmarked er blevet 11 gange større siden 2011.
BSC har gennem sine investeringer støttet 7 millioner mennesker og har for eksempel gennem sine investeringer fået bygget 6.000 nye boliger, der forventes at huse ca. 15.000 mennesker.
Hvad med Danmark?
Sociale Entreprenører i Danmark vil gerne undersøge mulighederne for at bruge de engelske erfaringer til at lave noget lignende i Danmark, hvor midler på hvilende konti kan anvendes til at finansiere civilsamfund, NGO´er og socialøkonomiske virksomheders indsatser.
I første omgang vil det betyde at få undersøgt den nuværende håndtering af disse midler, potentialet og om der er politisk interesse for ideen.
Derfor er vi meget glade for at Christina Olumeko fra Alternativet, 3.2. 2025 sendte nedenstående spørgsmål til erhvervsminister Morten Bødskov.
Spørgsmål til Erhvervsministeren:
“Vil ministeren redegøre for den nuværende lovgivning om håndtering af de midler, der står på hvilende konti (dormant accounts) i danske pengeinstitutter, og har ministeren gjort sig tanker om muligheden for at anvende disse midler til at støtte sociale og almennyttige organisationer på linje med de lovgivningsinitiativer, der er iværksat i England, Irland, Canada og Japan?”
Erhvervsministerens svar kan ses på Folketingets hjemmeside her
I svaret påpeger ministeren at Erhvervsministeriet ikke er bekendt med, at “dormant accounts” har et stort omfang i Danmark. Det ser ud til at penge på hvilende konti lige nu går i statskassen, og at erhvervsministeren på det tidspunkt var tilfreds med det, og at han derfor ikke så grund til at ændre regler på området.
Christina Olumeko stillede i november 2025 dette opfølgende spørgsmål, hvor hun spøger på hvilket datagrundlag eller hvilke undersøgelser Erhvervsministeriet bygger antagelsen om ikke at være bekendt med, at “dormant accounts” har et stort omfang i Danmark. Det medførte at Morten Bødskov i lyset af Olumekos spørgsmål bad Finanstilsynet undersøge omfanget af inaktive konti i danske pengeinstitutter, hvor kontohaveren ikke er identificeret, samt det samlede omfang af indestående på disse konti. I svaret fra Morten Bødskov fremgår det at: ”Erhvervsudvalget vil blive orienteret om resultatet af Finanstilsynets undersøgelse. Undersøgelsen forventes at være gennemført i efteråret 2026.”
SED følger op på sagen i efteråret 2026.
Jo større interesse der vises for sagen – jo større vil den politiske interesse også være.
I Danmark er potentialet for midler på hvilende konti naturligvis væsentligt mindre end i Tyskland. Men der er ingen tvivl om, at den slags konti findes i danske pengeinstitutter, og at der står penge på dem.
Derfor ser vi frem til at høre Erhvervsministerens svar.
