Den nye publikation Virksomheder der gør en forskel - Socialøkonomiske virskomheder i Aarhus præsenterer 20…
Coffeefrom – italiensk kaffegrums bliver til nye bæredygtige produkter
Coffeefrom er en innovativ italiensk socialøkonomisk virksomhed, der arbejder med at forvandle restaffald fra kaffeindustrien til bæredygtige materialer og produkter gennem en cirkulær økonomisk model.
Virksomheden er dannet af et tværfagligt team og arbejder ud fra en grundlæggende ide om, at værdier og ressourcer kan udveksles på tværs af forsyningskæderne og skabe en industriel symbiose. Ved at indsamle og omdanne kaffegrums fra fødevareindustrien udvikler Coffeefrom nye biobaserede og genanvendelige termoplastiske materialer, som formes til designprodukter med innovative anvendelsesmuligheder.
Historien
Coffeefrom er startet af en anden italiensk socialøkonomisk virksomhed, “il Giardinone“, der siden 1996 har arbejdet med miljøservice med social inklusion af udsatte grupper. Under Expo 2015 begyndte Il Giardinone at udforske cirkulær økonomi gennem et samarbejde med Lavazza, Novamont og Polyteknisk Universitet i Torino. Denne forskning førte bl.a. til udviklingen af et koncept, hvor kaffegrums blev brugt til at dyrke svampe. Sidenhen udviklede virksomheden sit know-how inden for kaffeaffald og lancerede i 2016 “Fungo Box”, et kit til at dyrke svampe fra kaffeaffald. I 2019 blev idéen om at forvandle kaffeaffald til nye materialer så endeligt formaliseret i Coffeefrom-brandet.
Visionen
Coffeefrom arbejder for en bedre fremtid ved at reducere organisk affald og udvikle nye, bæredygtige produktionsmodeller. Ved at eksperimentere med nye teknologier og anvendelsesmuligheder for deres biobaserede materialer, søger virksomheden hele tiden at blive endnu mere effektive og miljøvenlige. Sammen med kunder og partnere undersøger Coffeeform løbende nye anvendelsesmuligheder og gennemfører pilotprojekter for at skabe skræddersyede løsninger, der yderligere kan understøtte cirkulær økonomi.
Social ansvarlighed
Coffeefrom, der hvert år forvandler 200 tons kaffegrums til nye produkter, har også et ønske om at tage et stærkt socialt ansvar, hvilket er i tråd med værdierne i Il Giardinone, Coffeefroms stifter. Derfor gør virksomheden meget ud af at skabe beskæftigelse for sårbare personer gennem de forskellige logistiske opgaver der er i produktionen. Coffeefrom samarbejder også med andre sociale virksomheder og startups for at skabe en bredere positiv impact i det lokalsamfund de arbejder i.
Produkter
Coffeefrom finder nye anvendelsesmuligheder for den kaffegrums, som fødevareindustrien normalt smider på lossepladsen, ved at designe nye produkter med biobaserede eller genanvendte materialer, der er 100 % fremstillet i Italien.
Produkterne produceres ved hjælp af sprøjtestøbning og 3D-printning sammen med virksomhedens partnere i forsyningskæden. Det er f.eks. kopper, krus og kulepenne og andre og andre former for bordservice og emballage. Samtidig ønsker Coffeefrom med deres produkter også at skabe social impact og inddrager derfor skrøbelige arbejdere i logistikaktiviteter og samarbejder i øvrigt med med lokale socialøkonomiske virksomheder om at fremstille emballagen.
Man kan se eksempler på virksomhedens produkter her
Læs mere om Coffeefrom på: https://coffeefrom.it/en
