skip to Main Content

VOKS – Et arbejdsfællesskab med plads til at gro

Den socialøkonomiske virksomhed VOKS er en blomsterhandler med bæredygtig profil, der ligger i et alment boligområde i Albertslund udenfor København. Virksomhedens mål er at styrke sårbare lediges tilknytning til arbejdsmarkedet gennem jobtræning på f.eks. planteværkstedet, der fungerer som en tryg træningsplatform, hvor man kan få prøvet sig selv af, og komme nærmere en afklaring i forhold til arbejdsmarkedet.

VOKS producerer plantedekorationer og plante-services der er skabt med omtanke for mennesker og miljø. Virksomhedens primære målgruppe for salg er virksomheder, der gerne vil have en grønne profil gennem nogle aktive valg i forhold til bæredygtighed, og ser det som en bonus indirekte at kunne støtte mennesker, der er et svært sted i livet. Derudover har virksomheden indtægter fra jobforløb via samarbejde med jobcentret.

Fenja Kristina Lystlund der er direktør i VOKS forklarer, hvordan virksomheden med sine alternative plante-løsninger giver virksomheder et nemt bæredygtigt tiltag.

”Alt for mange mennesker står uden for et arbejdsfællesskab. Her vil vi gerne være med til at løfte det, der hvor det er os muligt. Desuden har den klassiske blomsterbuket et højt CO2 aftryk. Her vil vi gerne være med til at skubbe blomsterbranchen og vores kunders køb i en grønnere retning, og få dem til at købe planter der lever og gror.”

Cirkulære planteprodukter og genbrugsmaterialer

Den primære indtægt i VOKS kommer fra salg af planteabonnementer hvor virksomheder modtager plantedekorationer i forskellige størrelser med nyt udtryk hver 14. dag. Planterne skal hverken vandes eller vedligeholdes i løbet af de 14 dage. Planteabonnementet er cirkulært, da stort set alt bliver brugt igen og igen. Når dekorationerne udskiftes, bliver materialerne genbrugt og planterne passes og plejes indtil de er klar til at indgå i nye dekorationer.
VOKS tilbyder også udlejning af dekorationer på dagsbasis til events for virksomheder og private, samt salg af MPS-certificerede, økologiske eller lokalt producerede planter til f.eks. kontorbrug eller firmagaver. Planteløsningerne kan her f.eks. være dekorationer til receptioner og mødelokaler samt plantegaver til nyansatte eller fødselarer som alternativ til den ikke så CO2-venlige buket med afskårne blomster. Desuden er der salg af planter fra VOKS butikken, hvor der også er en udendørs bod der har døgnåbent med betaling via MobilePay.

Virksomheden tilstræber, at flest mulige af de planter der anvendes er MPS-certificerede, og anvender så vidt muligt biologiske bekæmpelsesmidler og midler uden farlig kemi i planteværkstedet. MPS-certificeringen er en international certificerings-ordning der stiller krav til transparens omkring bæredygtighed f.eks. vedrørende energiforbrug og anvendelse af gødning og kemikalier.

Samtidig er størstedelen af de andre materialer der anvendes i VOKS-dekorationerne genbrugs- eller naturmaterialer. Virksomheden får doneret genbrugsmaterialer gennem samarbejde med genbrugscentret i Albertslund kommune samt lokale borgere, og de genbrugte materialer spænder vidt, fra keramik og porcelæn til vinglas og desserttallerkener. Derudover samarbejder VOKS med restauranter i nærområdet, hvorfra der modtages f.eks. dåser og glas, som ellers ville være blevet smidt ud og i stedet bliver upcyclet og genbrugt i plantedesigns.

Socialøkonomi som redskab

Bag virksomheden står den erhvervsdrivende Fonden VOKS der har til formål at bidrage til en mere bæredygtig verden og skabe erhvervsmæssige aktiviteter der giver mulighed for, at mennesker med forskellige udfordringer kan bruge og udvikle deres arbejdsevne og ressourcer i et rummeligt og trygt arbejdsfællesskab. Fonden blev stiftet i 2019 af det boligsociale samarbejde i Albertslund Boligsociale Center (ABC) med ønsket om at skabe en socialøkonomisk virksomhed der kunne give udsatte mennesker der har været væk fra arbejdsmarkedet i flere år en tryg træningsplatform og samtidig være med til at skabe nye aktiviteter og samarbejder i lokalsamfundet. Hensigten var dels at skabe en mulighed for inklusion for mennesker i en sårbar social situation, dels mere generelt at undersøge hvordan socialøkonomi kan medvirke til at skabe udvikling i et alment boligområde og bidrage til arbejdet for FN’s Verdensmål.

Velux Fonden har givet økonomisk støtte fra 2019 til 2022 til opstart og etablering af virksomheden. I den periode har virksomheden opbygget en forretningsmodel der bygger på en bred vifte af samarbejds-partnere: det offentlige, private virksomheder, boligforeninger, frivillige foreninger, samt en række lokale institutioner.

Mangfoldigt fællesskab i øjenhøjde

Hos VOKS er staben aktuelt sammensat af to ansatte under ordinære forhold, 7 fleksjobbere og 6 frivillige. Herudover er der 10-12 borgere i forløb. Virksomheden fungerer som et inkluderende arbejdsfællesskab der møder de mennesker der kommer i praktik på planteværksted ’i øjenhøjde’, som det formuleres af Fenja Kristina Lystlund;

”Alle ansatte og frivillige er en skøn blanding af køn, etnicitet og diagnoser. Her er nemlig plads til alle! Vi tror på, at den direkte kontakt imellem mennesker er vejen frem. Vi har selvfølgelig et tæt samarbejde med Jobcentrene om de borgere, vi har i praktik, så vi kan tage godt imod dem og imødekomme de udfordringer, den enkelte borger måtte have. Det er vigtigt for os, at alle føler sig tryg hos os, og føler at vi er nærværende og accepterende.”

VOKS måler virksomhedens impact efter FNs Verdensmål nr. 8, 12 og 13, som hhv. er Anstændige Jobs og Økonomisk Vækst, Ansvarligt Forbrug og Produktion samt Klimaindsats. Samtidig har VOKS valgt at registrere virksomheden formelt som socialøkonomisk virksomhed (RSV), som Fenja Kristina Lystlund forklarer:

”Vi er registreret da det for os symboliserer rene linjer og tryghed i forhold til, om vi nu også gør det vi siger, at vi gør.”

Signalværdien i de valg man træffer som virksomhed betyder også at det er vigtigt for VOKS at være medlem af Sociale Entreprenører i Danmark (SED). Som Fenja Kristina Lystlund ser det er de fællesskaber man indgår med til at vise hvad man vil med sin virksomhed:

”Vi er medlem af SED, fordi vi tror på, at fællesskab gør os stærkere. SED er jo en form for fællesskab for virksomheder, som gerne vil vækste som virksomhed og samtidig hjælpe mennesker, der står et svært sted i livet. Mange virksomheder mener selv, at de har et rummende arbejdsmiljø, men når det kommer til stykket, så har de det ikke alligevel. Ved at være medlem af SED viser vi, at vi mener det…”

Tak til Fenja Kristina Lystlund og Mia Hellemann fra VOKS for samarbejdet omkring portræt-artiklen.

Fotos: Copyright VOKS

MERE OM VOKS

Læs mere om VOKS på virksomhedens egne platforme:

Web: voks.nu

Facebook: VOKS-planter med omtanke

Instagram: VOKS_planter

Linked-In: VOKS-planter med omtanke

Se også:

Læs mere om VOKS i evalueringsrapporten ” Kan socialøkonomi skabe jobs i et alment boligområde?” om virksomhedens resultater og erfaringer i perioden 2019-2022:

Video på YouTube: Film om VOKS  – Video produceret af SocialRespons

VOKS Social Enterprise Day 2021: SED besøgte VOKS i 2021 i anledning af Social Enterprise Day

Artikel af Johnny Haven, 14. marts 2023, Vaekstpark.dk: ”Det er fedt at være i front i en branche, der sviner så meget

Læs mere om MPS-certificering af planter her

Back To Top