skip to Main Content

Socialøkonomi i sommerlandet

Vi har lavet en liste med inspiration til socialøkonomiske virksomheder du kan tjekke ud, når du bevæger dig ud i sommeren på udflugt og ferie – oplevelser, spisesteder, overnatning mv.

Overnatning

Danhostel Faxe driver vandrehjem og café som socialøkonomisk virksomhed og skaber derigennem arbejdspladser for mennesker der har svært ved at fastholde beskæftigelse på normale vilkår.

Attrup Camping i landsbyen Attrup ved Limfjorden er en socialøkonomisk virksomhed der beskæftiger voksne udviklingshæmmede.

På Vesterbro i København ligger Hotellet, der udover at være et almindeligt hotel fungerer som et beskæftigelsestilbud under Københavns Kommune til borgere med sociale problemstillinger

PULZION Sportshotel i Kolding drives efter socialøkonomiske principper af KFUM. PULZION ligger i et naturskønt og børnevenligt område centralt i Kolding. Sportshotellet er med direkte adgang og udsigt til grønne børnevenlige områder og blot få minutter i bil til både motorvej og Kolding City.

Skovsgaard Hotel i Skovsgård i Nordjylland er en andels ejet socialøkonomisk virksomhed der blandt andet tilbyder dagsbeskæftigelse for STRU-elever og er samarbejdspartner med jobcenter Jammerbugt. Hotellet samarbejder desuden med lokale leverandører med fokus på dyrevelfærd og økologi. Hotellet tilbyder en række kulturarrangementer i løbet af sommeren.

Cykeludlejning

Baisikeli er en social virksomhed i København, som indsamler brugte cykler i Danmark og sender dem til Mozambique, hvor cyklerne genererer arbejde og uddannelse. Projektet finansieres via Baisikelis to butikker i Kbh. City og Valby hvor du bl.a. kan leje cykler.

Spisesteder – caféer, kaffebarer mv. 

Jylland/Fyn

Chenillen i Skovsgaard/Nordjylland er en socialøkonomisk dagsbeskæftigelse for sårbare mennesker og udviklingshæmmede. Butiksfællesskab med unikke lokale varer, kunst til øl og honning. æblemost, cookies, brød og boller, forskellige syltede produkter.

I Brønderslev ligger Cafe Kox der tilbyder arbejde for mennesker med nedsat arbejdsevne. Cafe Kox tilbyder forskellige cafe-retter samt takeaway

Kafé Kolind er en socialøkonomisk cafe i Kolind på Djursland der drives af landsorganisationen KFUM’s Sociale Arbejde som arbejdsplads for udsatte mennesker. Cafeen serverer frokostretter og tilbyder en rækker sociale aktiviteter hvor alle er velkomne.

I Århus kan du nyde en café-tur hos Fair Bar, en non-profit-cafe der drives ad frivillige, hvor overskuddet går til humanitære projekter over hele kloden.

I Århus-området finder du også Café Vita, en socialøkonomisk café i Gellerup der er velbesøgt af lokalområdets beboere, men er åben for alle uanset bopæl. Her er mulighed for at købe et godt måltid, tage et spil backgammon, et slag pool eller få en snak med de andre gæster, frivillige og ansatte

I Århus ligger også Cafe Frida, en socialøkonomisk cafe der fungerer som afklaringstilbud for sårbare kvinder i alderen 18-30 år, der har brug for støtte til at komme i gang med uddannelse eller job og til at finde livsmodet igen. Cafe Frida serverer en bred vifte af cafe-retter med fokus på økologi og fairtrade.

I midten af Svendborg by ligger Byens Gårdbutik der skaber arbejdspladser for mennesker på kanten af det regulære arbejdsmarked. Gårdbutikken byder på lækre cafe-serveringer og gode varer i butikken fra råvarer leveret af lokale producenter.

I Svendborg finder du også Blomstercafeen på Glarmestervej, et madsted med hyggelig atmosfære for pensionister og andre interesserede.

Sjælland/København

I Frederiksborg Slotshave ved Hillerød finder du Havehuset, hvor medarbejderne er borgere, som har brug for afklaring, opkvalificering og/eller støtte til at komme i uddannelse eller på arbejdsmarkedet. Caféen har et bredt menukort til frokost og kaffe.

I København Nordvest kan du besøge Fuglekvarterets FællesKafé, en kulturel og socialt ansvarlig café der arbejder for at styrke lokalsamfundet i Fuglekvarteret i Nordvest og bidrage til den bæredygtige omstilling.

I KAB-Huset på Enghavevej i København kan du besøge Kaffe Karma, en socialøkonomisk virksomhed som skaber jobs for hjemløse og socialt udsatte gennem det sociale frikort.

I Roskilde kan du nyde en god kop kaffe på Musicon i Roskilde hvor den socialøkonomiske virksomhed Mørk Kaffe sælger økologisk kaffe fra aget risteri

På Vesterbro i København ligger Café Sonja der skaber rummelige arbejdspladser til
mennesker som ikke har været på arbejdsmarkedet længe. Caféen er en deI af den sociale handelsgade Saxogade, når du handler her er du med til at støtte den socioøkonomiske virksomhed Settlementets sociale arbejde.

Er det tid til en kold is sommervarmen, så er der mulighed for at købe kvalitets-is (og andre snacks) hos Social Foodies der hjælper socialt udsatte gennem relevante projekter både i Afrika og Danmark. Social Foodies har butik i Århus og flere steder i Hovedstads-området.

Oplevelser

 

Jylland/Fyn/Øerne

Det Gamle Værft er et kulturhus i Ærøskøbing med udstillinger og aktiviteter med fokus på maritim kultur, der samtidig er en socialøkonomisk virksomhed hvis formål det er at give unge, som har haft en svær start på livet, kompetencer og selvværd nok til at klare sig på det ordinære arbejdsmarked. Det Gamle Værft har butik og café, og tilbyder en række aktiviteter i løbet af sommeren.

Slotssøbadet i Kolding byder på oplevelser for hele familien, varmvandstræning, events året rundt. Svømmehal og badeland, spray park – desuden en lang rækker særlige events gennem sommeren.

I Kolding kan du også spille en runde golf hos den socialøkonomiske virksomhed Birkemose Golf Club, som bl.a. hjælper udfordrede ledige tilbage på arbejdsmarkedet.

Himmelbjerggaard ved Silkeborg er et nordisk inspirationscenter indenfor helhedsorienteret sundhed, personligt lederskab og bæredygtig levevis, der drives af den socialøkonomiske virksomhed WeCreation. Himmelbjerggaard tilbyder en rækker kurser og events i løbet af sommeren, og har åbent i cafe og butik i sommermånederne.

Bornholms Middelaldercenter i Østerlars er en socialøkonomisk virksomhed som er arbejdsplads for mennesker der af forskellige grunde er på kanten af arbejdsmarkedet. Middelaldercenteret er et 15 hektar stort frilandsmuseum, hvor du kan udforske middelalderens jævne bondesamfund, den befæstede stormandsgård, bondens dyr og meget mere. I sommerferien tilbydes rundvisninger og en lang række aktiviteter for børn, og i uge 29 er Middelaldercenteret centrum for det årlige Middelaldertræf.

JyllandsAkvariet i Thyborøn er en turistdestination med op til 50.000 årlige besøgende, som samtidig tager et socialt ansvar for mange unge med forskellige udfordringer. Her kan du komme tæt på dyrelivet i de danske farvande, og akvariet tilbyder en række særlige events i løbet af sommeren, f.eks. safariture med fokus på sæler og delfiner.

Skelhøje Købmandsgaard tæt ved Dollerup Bakker er en registreret socialøkonomisk virksomhed, der driver købmandsbutik og café med fokus på lokale produkter samt turistservice og information.

I Randers kan du opleve GAIA Museum, en alsidig kunst- og kultur-virksomhed med kunstudstillinger, butik og café, der tilbyder arbejde til mennesker med særlige behov.

I den gamle stationsbygning i Vrå kan du besøge Vrå Bryghus hvor du kan opleve rundvisninger med smagsprøver samt en række events i løbet af sommeren med livemusik, mad og drikke.

Sjælland

I Taastrup kan du besøge Grennessminde Her kan du gå en tur på de smukke naturstier, besøge minizoo med grise, geder og alpacaer, og du kan spise på cafeen hvor alt er lavet fra bunden af økologiske råvarer. Gårdbutikken og gartneriet har salg af f.eks. planter og grøntsager samt brød og andre madvarer.

Grantoftegaard ved Pederstrup/Ballerup kan du opleve et økologisk landbrug med cafe og gårdbutik. Her kan du besøge får, køer, grise, heste, hyrdehunde og bistader, se staldene og landbrugsmaskinerne, eller køre en tur med hestevogn.

I Roskilde kan du besøge Sct. Hans Have, en socialøkonomisk virksomhed, der engagerer bl.a. patienter fra Psykiatrisk Center Sct. Hans i et inkluderende arbejdsfællesskab. Her kan du gå en tur i den smukke naturhave og komme med på rundvisninger eller opleve koncerter i løbet af sommeren. Cafeen byder på morgenmad og frokost lavet af råvarer fra lokale leverandører. Det økologisk certificerede gartneri sælger forskellige planter og i butikken kan man købe gaveartikler m.m. der er produceret med miljømæssig bæredygtighed og socialt ansvar.

… Og hvis du er yderligere nysgerrig på, hvad der ligger af socialøkonomiske virksomheder, der hvor du rejser ud i din sommerferie – eller der hvor du bor – kan du søge på SED’s geografisk opdelte liste over Socialøkonomiske virksomheder i Danmark.

SED ønsker alle en god sommer!

 

Photo by Marten Bjork on Unsplash

Back To Top