skip to Main Content

Special Minds IT gør autismediagnosen til en styrke  

Krævende IT-opgaver, som de fleste knækker halsen på, løses til perfektion af IT-konsulenter med autismeprofil fra Special Minds IT. Den socialøkonomiske virksomhed, der tæller fire afdelinger, konkurrerer på lige vilkår med alle andre, og har foreløbig hentet fem Gazeller

Artikel af journalist Peter Borberg

Journalisering, test af software, fejlfinding, programmering, webtilgængelighed. Enhver med blot et minimum af kendskab til IT, ved, at der er opgaver, som stiller krav om et vågent øje for detaljen samt evnen til at arbejde med gentagelse på gentagelse ved for eksempel håndtering af store mængder data.

Det er opgaver, som de fleste knækker halsen på efter blot et par timer, men ikke hos Special Minds IT. Her har IT-konsulenterne nemlig alle en autismeprofil, og det er en stor fordel, når det kom til fejlfinding, test og datahåndtering, som er kerneydelserne hos socialøkonomiske Special Minds IT.

– Dét, som kendetegner vores IT-konsulenter, er, at de i kraft af deres autismeprofil, besidder nogle evner, som vi andre ikke kommer i nærheden af. Hvor vi andre bliver trætte, når vi sidder med store ensformige IT-opgaver, så kan vores IT-konsulenter blive ved og ved, siger Kamille Ebbe, afdelingsleder, Special Minds IT, der har afdelinger i Aarhus, Aalborg, Kolding og Silkeborg, og som tæller i alt 25 IT-konsulenter.

Akut problem

Kundekartoteket består både af private og offentlige virksomheder, som står med særligt omfattende IT-opgaver, der for det første vil kræve store resurser at løse in house, og som for det andet vil dræne de faste IT-medarbejdere for energi.

En af de virksomheder, som har gjort brug af Special Minds IT, er Nordens største energi- og telekoncern Norlys, som i forbindelse med en fusion mellem energiselskabet Eniig og Se, stod med tusindvis af adresser, der var placeret forkert.

– Vi stod med et akut problem, som skulle løses på få måneder, siger Linette Grøn Thygesen, manager, Core data & Intergration, Norlys.

Hun sendte bud efter IT-konsulenterne fra Special Minds IT, som løste opgaven til perfektion:

– Vi har ikke fundet én eneste fejl i de 8.000, de har løst, siger Linette Grøn Thygesen.

Målet er beskæftigelse

En tilbagemelding, som Kamille Ebbe til sin store glæde ofte hører, og som foreløbig har udmøntet sig i fem gazellepriser og sorte tal på bundlinjen.

– Det er vi selvfølgelig stolte af, for modsat hvad mange tror, så er vi som socialøkonomisk virksomhed ikke støttet af det offentlige. Vi konkurrerer på helt almindelige markedsvilkår, men med et gennemgående formål, som drejer sig om at hjælpe nogle mennesker, der ellers kan have svært ved at komme ud på jobmarkedet, siger Kamille Ebbe og understreger, at Special Minds IT ikke har som sit primære formål at skabe et økonomisk overskud, men derimod at have tilstrækkelig med likviditet til at etablere udvidelser og projekter, som baner vej for, at endnu flere med autismeprofil kommer i job.

Hjælp til CSR

Derfor mener hun også, at Special Minds IT har en sideløbende opgave, som handler om at hjælpe flere virksomheder med at leve op til den sociale ansvarlighed, som de siger, at de har en ambition om, men som de ikke altid får indfriet.

Kamille Ebbe 

– Der findes stadig en masse virksomheder, som ikke præsterer så godt på deres CSR, selvom de har et ønske om det. Det kan de komme til ved at samarbejde med os, fordi de derved hjælper nogle mennesker på kanten af arbejdsmarkedet i job, siger Kamille Ebbe og fremhæver i den sammenhæng vigtigheden af, at man i Special Minds IT er dygtige til at kommunikere og skabe tryghed om samarbejdet.

 

– Som virksomhed kan man godt være betænkelig ved at etablere et samarbejde med en virksomhed, hvis medarbejdere omfatter en målgruppe, der helst skal arbejde for sig selv, og som har brug for en meget klar opgavebeskrivelse. Ikke desto mindre er vi lykkedes med at lave et set up, som gør, at vi både varetager projektledelsen omkring opgaven og agerer bindeled mellem vores IT-konsulenter og den pågældende virksomhed, siger Kamille Ebbe, som ikke er i tvivl om, at forretningsmodellen for Special Minds IT holder mange år frem.

 

– Kombinationen af et øget samfundsfokus på at få folk i udsatte positioner ud på arbejdsmarkedet og virksomheder, som står overfor omfattende IT-opgaver gør, at vi også fremover har noget vigtigt at tilbyde, slutter hun.

Om Special Minds IT
Special Minds IT er en socialøkonomisk virksomhed, som hører under Den Sociale Udviklingsfond. Virksomheden, der blev etableret i 2006, løser opgaver for private og offentlige virksomheder indenfor bl.a. journalisering, test af software, webtilgængelighed, programmering og dataanalyse. Special Minds IT tæller 25 IT-konsulenter, der stort set alle har autismeprofil, og virksomheden har afdelinger i Aarhus, Aalborg, Kolding og Silkeborg. Virksomheden har haft vækst og foreløbig hentet fem Gazelle-priser.  

Besøg Special Minds IT: Special Minds IT – Oplev perfektion i vores IT-løsninger

 

 

Back To Top