LandSkaberne – Understøtter etablering af fællesejede virksomheder i landsbyer

LandSkaberne er en rådgivningsvirksomhed som samarbejder med lokale beboere i landsbyer og mindre bysamfund om at udvikle fællesejede virksomheder der kan bidrage til at skabe bedre levevilkår og understøtte de sociale fællesskaber i lokalsamfundene.

Landskaberne arbejder via tre spor: samarbejdsforløb for landsbyer, fondsbetalte udviklingsprojekter og formidling af viden til kommuner mv. Alle tre tilgange er vigtige elementer i LandSkabernes arbejde for at understøtte landsbyernes sociale og økonomiske udviklingsmuligheder og udvide den generelle samfundsmæssige viden om fælleseje og socialt entreprenørskab som greb til landsbyudvikling LandSkaberne arbejder med andelstanken og socialøkonomi som vigtige greb i de landsbyudviklende aktiviteter og bruger etableringen fællesejede virksomheder som et middel til at imødegå en række af de aktuelle udfordringer i landområderne.

Folkene bag LandSkaberne bor i en landsby på Sjælland og har selv oplevet at der mangler støtte til de landsbybeboere som gerne vil arbejde for at forbedre levevilkårene i landsbysamfundene. Der er både hos kommunerne og forskellige fonde en række støttemuligheder til landsbyerne, men her fokuseres primært på projekter der handler om fritidsaktiviteter, renovering og udsmykning af fællesarealer mv., og det er svært at finde rådgivning, netværk og finansieringsmuligheder der kan bidrage til at understøtte den almindelige landsby-hverdag.

Elisabeth Serena og Erik Sten Lundbye er stiftere af Landskaberne, og Elisabeth Serena fortæller hvordan idéen opstod på baggrund af de konkrete udfordringer man typisk står med som landsbybeboer:

”Os der lever i landsbyerne bor her jo ikke bare om søndagen. Og vi har brug for de helt basale ting som mange tager for givet i deres nærområde – indkøbsmuligheder, lokale jobs, de ting der gør at hverdagen kan hænge sammen og de gode levevilkår kan opretholdes for alle.”

Behov for støtte og samarbejde
Landskaberne kom til verden som forening i 2017 og blev i registreret social økonomisk virksomhed i 2020 Stifterne tog afsæt i deres egne oplevelser som landsbybeboere og brugte deres faglige interesser og arbejdserfaring indenfor bl.a. iværksætteri, administration og socialt entreprenørskab til at imødegå de behov de selv havde oplevet og som de samtidig ser som en generel samfundsudfordring. Som Elisabeth formulerer det:

”Vi startede fordi vi selv har manglet rådgivning og støttemuligheder, og vi ville gerne skabe et sted hvor folk kan gå hen og få de ting som vi savnede og som bare mangler for landsbyerne generelt.”

De lokale initiativer der iværksættes rundt omkring i landsbyerne er ofte opstartet af en lille persongruppe der får skubbet et projekt i gang som på forskellig vis kan gavne landsbyfællesskabet. Men Elisabeth Serena påpeger at det er langt fra alle forundt at have mulighed for at deltage i lokale udviklingsaktiviteter, og derfor bliver det ofte tilfældigt om der i et landområde bor mennesker der kan løfte den slags opgaver:

”Alle mennesker har jo typisk et liv der er hængt op på job og familie og andre de ting der kan fylde i hverdagen. Så måske er der mange gode idéer og meget velvilje, men det kan være supersvært at finde tid og ressourcer til at deltage i udviklingsaktiviteter, uanset hvad baggrund man har. Og så bliver det typisk et par få ’ildsjæle’ der kan noget i en afgrænset periode. Og det er her at rådgivning og støtte kan gøre en forskel. Vi vil gerne nå ud til alle dem der ikke har mulighed for ’bare at gå i gang’. Vi vil gerne løfte landsbyudviklingsaktiviteter til et andet sted end ’ildsjælene’, få flere mennesker og flere ressourcer med, gøre det mere demokratisk og inkluderende. Og vores målgruppe er alle, for det er alle slags mennesker der bor i landsbyerne.”

Fællesejede virksomheder som lokal løftestang
Landskabernes samarbejde med et landsbysamfund foregår som et forløb på 6-12 måneder, hvor LandSkaberne sammen med de lokale udvikler et projekt fra den første idé til en færdig plan eller et konkret initiativ står klar. LandSkaberne deltager i processen som både sparringspartnere for lokalsamfundet og som konkret arbejdskraft i hverdagen.

De samarbejdsprojekter som LandSkaberne deltager i bruger skabelsen af fællesejede virksomheder som løftestang til at forbedre levevilkårene i landsbysamfundene og styrke det sociale fællesskab. En fællesejet butik, et kontorfællesskab, en café etc. kan løse konkrete lokale hverdagsudfordringer, skabe jobs og understøtte fællesskabs-skabende aktiviteter som gavner bredt i lokalområdet. Ved at udvikle lokalt baserede forretningsmodeller og arbejde med fællesejet virksomhedsdrift kan man bidrage til den økonomiske udvikling i landsbysamfundene og gøre udviklingsprojekter mere langtidsholdbare end hvis de havde været iværksat som et projekt med afgrænsede støtte- og finansieringsmuligheder.

Denne måde at arbejde på bygger på den socialøkonomiske tænkning om at virksomhedsdrift kan bidrage til at skabe løsninger på samfundsmæssige problemstillinger ved at en virksomhed iværksættes primært med henblik på en social/almennyttig gevinst og det økonomiske overskud geninvesteres i det formål projektet er rette mod. Samtidig refererer denne tilgang til traditionen fra andelsvirksomheder og kooperativer hvor udviklingen og driften af virksomheden tager afsæt i et demokratisk samarbejdende fællesskab.

For Elisabeth Serena er kombinationen af iværksætteri og fællesskabs-tænkningen vigtig i processerne omkring landsbyudvikling, fordi det netop ikke handler om at skabe en virksomhed i traditionel forstand:

”Den typiske iværksætter-model tager jo afsæt i en tænkning der handler om iværksættere som arbejder mere eller mindre fuldtids med det de brænder for. Men de her mennesker ude i landsbyerne er jo folk der arbejder med at udvikle deres idéer som en vigtig del af deres eget liv og de sammenhænge de indgår i, og samtidig har de ved siden af en hverdag der skal fungere. Derfor er fællesskabet vigtigt for at få flest mulige ressourcer på banen.”

Denne tilgang til landsbyudvikling møder en række udfordringer når der skal søges om midler til udviklingen af de lokale idéer. Traditionel erhvervsudvikling i kommunerne drejer sig om enkeltmandsejede virksomheder, de private fonde der støtter udvikling af fællesskaber i landsbysamfund giver som udgangspunkt til almennyttige projekter men ikke til erhvervsformål -og de offentlige puljer der kan søges til lokale udviklingsprojekter arbejder typisk med afgrænsede kategorier hvor der skelnes mellem erhverv og sociale formål. For Elisabeth Serena er det afgørende at tage fat på at nedbryde denne kasse-tænkning:

”Den socialøkonomiske tilgang falder jo på tværs af disse kategorier. Ja, man kan både være erhverv og almennyttig, social og økonomisk på samme tid. Og det er bare så vigtigt at få gjort op med den snævre måde vi typisk tænker om de her begreber.”

Samtidig oplever LandSkaberne også at der også ligger en udfordring i at gøre op med stereotype forestillinger om begrebet socialøkonomi. LandSkaberne er en registreret socialøkonomisk virksomhed (RSV), men mødes ofte af undren når de beskriver sig selv som socialøkonomiske:

”Vi udfordres jævnligt af folks forestillinger om hvad socialøkonomi er. Mange tror at det handler om at skabe job til udsatte mennesker, og det er ikke vores primære formål. Vi bruger den socialøkonomiske tænkning -sammen med andelstanken og andre ideer om fælleseje- som et vigtigt redskab der kan skabe bedre levevilkår i landsbyerne og på den måde være med til at løse nogle samfundsudfordringer der angår os alle.”

Således ser Elisabeth Serena og LandSkaberne ikke socialøkonomi og socialt iværksætteri som et mål i sig selv men som et arbejdsredskab:

”Hvis man gerne vil gære noget for andre eller skabe noget sammen, så er det ikke socialøkonomien der er vigtig. Det handler om den forskel man gerne vil gøre – her er et problem, og så kan socialøkonomi være et godt redskab til at løse det.”

Sidder med ved bordet
Landskaberne understøtter landsbyudviklings-initiativerne ved at bidrage til organisering, udvikling af lokalt baserede forretningsmodeller og mobilisering af lokalområdets beboere og ressourcer – de går ind i den lokale arbejdsgruppe som ’med-entreprenører’ og understøtter processen fra start til slut. Elisabeth Serena forklarer:

”Vi er helt konkret med ved bordet når de skal tale og arbejde sig frem til en fællesejet virksomhed. Vi kommer med mange eksempler som kan være gode at tænke med og spejle sig i, og vi stiller mange spørgsmål som kan belyse hvor man er enige, hvor man tænker forskelligt, hvad man måske ikke har fået tænkt over og hvad der er brug for at få diskuteret nærmere.’”

Som en del af samarbejdet afholder LandSkaberne små workshops hvor man eksempelvis arbejder med spørgsmål der besvares individuelt, svarene bruges derefter til at lave forskellige modeller der kan danne afsæt for den videre fælles diskussion, og arbejdsprocessen her kan tages med som fælles læring der understøtter forløbet. Samtidig påtager LandSkaberne sig også opgaver det kan være svært at finde tid til i en almindelig hverdag indenfor normal kontortid, som f.eks. at skabe kontakt til potentielle partnere, formidle juridisk bistand og skabe dialog med fonde.

På den måde støtter og styrker LandSkaberne den lokale udviklingsproces ved at bidrage med inspiration, arbejdsredskaber og arbejdskraft i hverdagen. Elisabeth Serena beskriver den fælles arbejdsproces som et lærings- og skabelses-moment, hvor man går fra at have et ønske om at ville bidrage til fællesskabet til faktisk at stå med en fællesejet virksomhed. Og det er ikke bare resultatet men også forløbet som er fællesskabs-skabende:

”Vi arbejder med, som om vi selv boede der, men vi tilfører noget udefra. Det handler om at tilføre viden, tid og ressourcer som ikke er der, at støtte dem i deres indsats. Og det er afgørende at turde stole på dialogen og vigtigheden i at sætte sig sammen – på den måde får man flest mulige ressourcer i spil til gavn for flest mulige mennesker.”

Sammenhold og dialog på tværs
Sideløbende med de lokale samarbejdsforløb i landsbyerne arbejder LandSkaberne med fondsfinansierede udviklingsprojekter der har til formål at bidrage med nye vidensressourcer som kan bruges i udviklingsarbejdet omkring landsbysamfundene. Udviklingsprojekterne tager afsæt i ønsker, spørgsmål eller udfordringer der er opstået i konkrete landsbyprojekter, og Landskaberne inddrager relevante samarbejdspartnere der kan tilføre ny viden og faglighed til projekterne.

Samtidig arbejder LandSkaberne med formidling af deres egen og andres viden omkring landsbyudvikling via oplæg og workshops til kommuner, borgergrupper mv., og formidlingen er en vigtig del af ærindet med at facilitere en bedre dialog omkring de ressourcer og udviklingsmuligheder der ligger i landsbyerne.

”Vi vil gerne være en slags brobygger mellem forskellige typer af forståelser. Der kan for eksempel være langt fra den måde man taler om tingene på i en landsby og til den eksisterende viden om fællesejede virksomheder og landsbyudvikling. Vi vil gerne bidrage til at ’oversætte’, skabe dialog og øget forståelse og bedre viden på tværs af forskellige sammenhænge.”

Fremadrettet vil LandSkaberne øge deres fokus på at opdyrke netværket mellem landsbyerne der arbejder med fællesejede initiativer – f.eks. ved i højere grad at inddrage landsbyprojekterne som medaktører i Landskabernes aktiviteter. Foreningen tegnes pt. af Landskabernes egne aktive medarbejdere – men der arbejdes på at de landsbyprojekterne der har gennemgået udviklingsforløb kan inddrages som medlemmer og dele ud af deres erfaringer f.eks. til andre landsbyer og i de workshops der holdes for kommuner.

Elisabeth Serena understreger at det er vigtigt at styrke netværket mellem landsbyerne så man kan inspirere, støtte hinanden og dele ressourcer – og arbejde på at få en stærkere fælles stemme:

”Os der bor på landet må holde sammen. Mange af dem der bor derude i landsbyerne som gerne vil gøre noget for udviklingen siger ’hvis vi ikke gør noget selv så sker der ikke noget’. Det er jo en sandhed – men samtidig er det jo ikke en naturlov at man skal sidde alene med det og at det skal være så svært. Det er muligt at bruge og støtte hinanden i at tage de udfordringer op som ligger i det her. Og det vil vi gerne bidrage til.”

Tak til Elisabeth Serena og Erik Sten Lundbye for samarbejde omkring artiklen

Læs mere om Landskaberne:
Hjemmeside: www.landskaberne.net
Facebook
LinkedIn

Fotos: Landskaberne