Den nye publikation Virksomheder der gør en forskel - Socialøkonomiske virskomheder i Aarhus præsenterer 20…
GROUPE SOS – Socialøkonomisk virksomhed i stor skala
Den franske organisation GROUPE SOS er med sine 17.000 ansatte og årlig omsætning på cirka 900 millioner euro en af Europas førende socialøkonomiske virksomheder.
GROUPE SOS bruger social innovation til at levere løsninger på en række af verdenssamfundets største udfordringer – og de forskellige aktiviteter som GROUPE SOS iværksætter har hvert år en direkte effekt for 1,7 millioner modtagere.
Historien om GROUPE SOS begyndte i 1984 med opstarten af organisationen SOS Drogue International der arbejdede for at modvirke udbredelsen af narko-afhængighed. Et år senere blev aktiviterne udvidet med organisationen Habitat et Soins der fokuserede på de forskellige sociale udfordringer som fulgte med den voksende HIV/AIDS-epidemi. De mange forskellige udfordringer ift. sundhed, boligsituation, arbejdsmarked mv. som de AIDS-ramte stod overfor gjorde at organisationen udvidede sine aktiviteter til stadigt flere områder, hvilket resulterede i dannelsen af endnu en organisation Insertion et Alternatives der fokuserede på social integration i et bredere samfundsmæssigt perspektiv. I 1995 slog disse tre organisationer sig sammen for at koordinere og styrke den fælle indsats og blev dermed ophav til det der i dag er GROUPE SOS.
Med afsæt i ønsket om at bidrage til kampen mod forskellige former for social udstødelse har GROUPE SOS udviklet sine aktiviteter gennem årene og er i dag i stand til at levere bæredygtige løsninger til mennesker på alle niveauer i samfundet og især dem med få eller ingen ressourcer.
Social innovation som drivkraft
GROUPE SOS har gennem tiden adresseret en række sociale og miljømæssige udfordringer indenfor en lang række felter – boliger, jobs, familieliv, digitalisering, og sundhed med henblik på at øge den sociale inklusion og samtidig gavne samfundsøkonomien. Eksempler på konkrete projekter er blandt andet:
- Bolig- og rådgivnings- faciliteter for udsatte børnefamilier – familiernes samlede ressourcer øges og risikoen for tvangsfjernelse af børnene mindskes betydeligt
- Støtte til udgifter til offentlig transport for arbejdsløse borgere som er særligt udsatte – borgernes chance for at blive ansat i job styrkes ved den øgede mobilitet
- En digital sikkerhedsboks for hjemløse – bidrager til at hjemløse kan opbevare deres vigtige papirer sikkert i digital form og dermed øges deres mulighed for at kunne gøre brug af den digitaliserede offentlige service
- Midlertidige udsatte-boliger i samarbejde med den private sektor – giver udsatte familier og enkeltpersoner en stabil bolig-situation indtil myndighederne finder en permanent løsning, og sparer penge og andre ressourcer hos de offentlige institutioner og sociale organisationer der driver de væresteder mm. som typisk hjælper disse målgrupper med akut boligmangel.
Aktuelt har GROUPE SOS udvidet sine aktiviteter så virksomheden nu omfatter projekter over det meste af Frankrig og virksomheden er pt. repræsenteret i 44 lande. Der er nu mere end 17.000 ansatte og den årlige omsætning er på omkring 900 milioner euro.
GROUPE SOS har udviklet en ny måde at oprette en virksomhed på: regulerede lønskalaer, fravær af aktionærer, overskud der geninvesteres i innovation og udvikling – og på denne måde opbygges en solid organisation, der er i stand til at skabe langsigtede økonomiske aktiviteter samtidig med en stærk social indflydelse. De forskellige typer af aktiviteter iværksættes som et samarbejde mellem den offentlige sektor, private virksomheder og civilsamfundet med henblik på at finde fælles konkrete løsninger på økonomiske, sociale og miljømæssige udfordringer.
Som en vigtig del af virksomhedens produktudvikling har GROUPE SOS udviklet en konsulentvirksomhed der rådgiver virksomheder, organisationer, lokale og regionale myndigheder om hvordan social og miljømæssig bæredygtighed udvikles og implementeres som bærende element, f.eks. i forhold til rekruttering, energiforbrug, forretningsudvikling, logistik mv. Over 400 institutioner gør brug af rådgivningen fra GROUPE SOS.
Ligesom GROUPE SOS arbejder på tværs af sektorer er det nationale og internationale samarbejde også en væsentlig del af organisationens indsats, da de sociale og miljømæssige udfordringer som de ønsker at adressere går på tværs af landegrænser. På den baggrund har GROUPE SOS iværksat projektet Ambassadeurs Solidaires med henblik på at dele, udbrede og ’eksportere’ knowhow omkring socialøkonomi. Projektet skal sende ‘ambassadører’ rundt i verden for at erfaringsudveksle omkring socialt iværksætteri med henblik på i fællesskab at udvikle bæredygtige løsninger for fremtiden.
Læs mere om GROUPE SOS på: www.groupe-sos.org/en
SE PDF-folder om GROUPE SOS her
