Hvordan skaber vi bæredygtig udvikling for alle?

Af Niels Johan Juhl Nielsen

Klimaudfordringen er voldsom og udfordrer først og fremmest vores dømmekraft. Katherine Richardson bidrager i en ny bog til en forståelse for at vi ikke bare skal handle. Vi må gøre det på grundlag af en dybere forståelse for karakteren af den udfordring vi står overfor.

”Gør dog noget!” Nogen reducerer deres kødforbrug. Andre vil gerne hjælpe andre til at ”gå i gang”. Atter andre tilbyder undervisning i Verdensmålene.

Ja, det haster. Men i stedet for alene at gøre noget derhjemme i familien eller i lokalområdet som en social entreprenør, så er der kommet mere og mere fokus på at forstå problemets karakter.

I anledning af Katherine Richardsons bog: “Hvordan skaber vi bæredygtig udvikling for alle?”

Alle taler om det, men det er endnu ikke lykkedes politikerne globalt at nå til en fælles rammesætning af problemet og af, hvad der må gøres.

Klimaet udgør ikke noget selvstændigt politikområde på lige fod med f.eks. en politik for seksuelle minoriteter eller en politik for at flere skal gennemføre en ungdomsuddannelse.

Klimaproblemet kan heller ikke anskues som et spørgsmål om at forudsige en mere eller mindre ønsket fremtid. – Det handler således i første række ikke om forudsigelser eller om at gennemføre en langtidsplanlægning. Og det handler da slet ikke om som ”a golden opportunity” at gøre forretning i et mere eller mindre afgrænset design, den være sig nok så kreativt.

Fornemmelser og meninger om videnskabens udsagn
I stedet kan det konstateres, at videnskaben har kortlagt, at civilisationen står over for en klimaudfordring, som udgør en risiko og også burde behandles som en sådan med en sammenhængende indsats. Vågner verdens ledere ikke meget snart op og får sat gang i en omfattende omstilling, så går det helt galt. – Vi har dog endnu lidt tid og albuerum til en sådan omstilling – 2030 er politisk valgt som horisonten for gennemførelsen af en sammenhængende aktionsplan. Men en evt. genetablering vil tage lang tid. – Greta-effekten har muligvis fortsat visse påvirkningspotentialer

Anderledes forholder det sig med biodiversiteten. Vi erfarer og ved i dag, at mangfoldigheden i naturen med dyr og planter er stærkt reduceret, selvom videnskaben har vanskelighed ved direkte at påvise, hvordan effekten i dag konkret er for livsprocesserne på planeten. Men når tidspunktet for tipping-point indtræder, så vil vi med sikkerhed vide, at ”skaden” som følge af den reducerede diversitet ikke kan repareres. Krisen for biodiversiteten er uigenkaldelig.

Mennesket i historiens vingesus
Fra planetens historie erfarer vi, at livet på jorden har været betinget af et samspil mellem biosfæren og det klimatiske system. Trods de klimatiske forskelle vi kender på jorden i dag, så er betingelserne for liv med bl.a. dyrkning af jorden generelt gunstige. De menneskelige aktiviteter i en globaliseret verden har dog udviklet sig i en retning som truer den biologiske harmoni, der indtil for få hundrede år siden har været mellem biosfæren og det klimatiske system.

Som ved tidligere store naturvidenskabelige opdagelser, hvor den menneskelige bevidsthed har haft vanskeligheder med at acceptere nyopdagelserne, således er vores nuværende kulturelle og økonomiske paradigme også sejlivet i forhold til den trussel som videnskaben udtaler, vi i dag er konfronteret med. Kendsgerningen er i dag, at det ikke er muligt at sikre økonomisk vækst eller stabilitet uden adgang til fossile brændsler. Og ressourcerne er begrænsede.

Sektoridioti?
Det har været afgørende for udviklingen – særligt efter Anden Verdenskrig – at sektortænkningen har været så altdominerende på bekostning af en helhedstænkning, der forsøger at forholde sig til hele systemet. I dag er der derfor behov for en dannelse, som har udgangspunkt i jorden som et ecosystem.

Vores forskning har været opbygget med sejlivede separate fagdiscipliner, hvorfor det ikke er lykkedes at opnå et gennembrud for tværfaglige discipliner. Selv i et lille land som Danmark bliver man i uddannelsessystemet almindeligvis banket på plads af isolerede faglige koncepter. Og vore såkaldt ambitiøse politikere nøjes i øvrigt med at prioritere ”mere uddannelse”, uden at konkretisere indhold og sammenhæng frem mod en omstilling til bæredygtighed.

Hele vores uddannelsessystem og den institutionaliserede tænkemåde til understøtning af silotænkningen lægger op til at løse klimaudfordringen ud fra et isoleret ”løftestangs-princip” alene for klimaområdet. Hvad der i stedet er behov for, er samtidigt at løfte på områder som økonomi, finans, ledelse, individuel og kollektiv adfærd. Det er en sådan systemændring, der er behov for. Og har været det længe.

FN’s Verdensmål fra september 2015 udstikker – når målene anskues samlet – en udviklingsretning, som indtil videre ser lovende ud. Men nye og mere omfattende initiativer haster. Vi må i omstillingen ikke lade os nøje med fragmenterede og isolerede initiativer som f.eks. flyrejser og/eller en reduktion i kødforbruget. Der skal frem for alt tænkes og handles systemisk, lokalt som globalt. Ja, teknologien behøver vi også i fremtiden – under en form for demokratisk kontrol. Den største begrænsning i teknologien er, at den ikke er i stand til at kompensere for de overordnede ressourcebegrænsninger verden står i.

Læs videre hos Katherine!

Om Katherine Richardson
Katherine Richardson er professor i Oceanografi på Københavns Universitet. Hun er desuden leder af Sustainability Science Centre. Hun er endvidere medforfatter på Global Sustainable Development Report 2019.

Publikationen ”Hvordan skaber vi bæredygtig udvikling for alle”, af Katherine Richardson udgives af Informations Forlag den 23. januar 2020.

Bogen er på 82 sider og kan købes hos Informations Forlag for 49,95 kr. her