Inspiration til et bæredygtigt Danmark?

Danmark når ikke en 70% reduktion i CO2 udledning i 2030 uden en omfattende ændring af samfundslivet og i vore personlige liv. Men der er måske inspiration at hente i forordet til en publikation om forvandlingen af den sydamerikanske by Medellín der selv har gennemgået en omfattende forvandling.

 

Af Niels Johan Juhl Nielsen

Byen Medellín har gennem en omfattende reorganisering bl.a. for at komme ud af sin kriminalitet. Hvis Danmark indrettes til, at vi kun råder over én planet og ikke fire, så bliver de ændringer vi skal igennem sandsynligvis ikke mindre.

Forord til rapport fra FN’s ”Learning Cities”

Byerne i verden er tiltænkt en nøglerolle i den livsnødvendige omstilling til bæredygtighed (mange FN-rapporter leverer dokumentationen). Men et isoleret fokus på en 70% reduktion i CO2-udledningerne er slet ikke dækkende for de omfattende ændringer, der skal ske i samfundet, i vore livsstile og i vores individuelle forestillingsverden, hvis altså vi skal nå i mål i 2030.

Som deltager i den 4. Internationale UNESCO ”Learning Cities” konference den 1.-3. oktober 2019 i Medellín i Columbia fik jeg et første indblik i, hvor omfattende initiativer fra indsigtsfulde politikere, embedsmænd, borgere og erhvervsfolk, der skal til, når en by skal forvandles fra at være måske verdens mest kriminelle by omkring 1990 til at være en by, hvor – der er stadigvæk alvorlige problemer – der hersker en optimisme og en egenbevidsthed, præget af stolthed og begejstring over at være med i et stort fællesskab, hvor man er bærer af – og også i fremtiden ønsker at være bærer af – en imponerende omstillingsfortælling.

Sådan er Medellín

Jeg har sat mig for at berette om nogle hovedlinjer i den udvikling, som Medellín har undergået og er derfor ved at færdiggøre en oversættelse af tre artikler, der beretter om forvandlingen af byen. Min bagtanke med initiativet er, at jeg gerne vil bidrage til, at vi i vor forestillingsverden bliver bedre i stand til at rumme, hvor omfattende en forvandling et samfund som det danske skal igennem, hvis vi skal lykkes at komme i mål i 2030.

Som en appetitvækker til den publikation jeg forbereder, bringes her det forord som dansk-colombianeren Erik Vittrup Christensen – med tak! – bidrager med til publikationen.

 

Forord

Erik Vittrup Christensen, arkitekt MAA
Repræsentant for UN-Habitat (pensioneret)

Artiklen “Urbanisme og urbanitet i Medellín” er en god generel indføring i konteksten og den historiske baggrund af et af de mest interessante nybrud i byudvikling i Latin Amerika, ja, måske i verden i nyere tid. Fra at være ”voldens hovedstad” er byen blevet transformeret dramatisk til at være en solstrålehistorie på blot få år. De udvalgte tre artikler belyser nogle af hemmelighederne bag succesen.

Alle tre artikler afspejler forskellige sider af samme historie. Om en by som er bygget om, essentielt på tre principper:

1.     Intelligent, kreativ offentlig og meget politisk afklaret embedsførelse (urban governance), med en helt epokegørende om-tænkning af de politiske beslutningsprocesser i byen. Meget mere burde være med til at beskrive ryggraden i, hvordan det lykkedes at skabe vellykkede langsigtede processer.

2.     En solid økonomisk forvaltning af de offentlige budgetter og betydelige indtægter fra EPM og andre offentlige indtægtsmaskiner som grundlag for en sund by-økonomi.

3.     En politisk prioritering af sund demokratisk byplanlægning, som det vigtigste redskab til at skabe konsensus og styre de offentlige investeringer.

Sprogbruget – lidt tungt – er typisk for colombianske intellektuelle tekster og kan være lidt fremmedgørende for den danske læser. Men indholdet og analyserne er absolut korrekte. Og så er der stadig meget usagt af succeshistorier fra Medellin. Ikke undersligt, at de måtte lave et stort rum i Borgmesterkontoret til alle de nationale og internationale priser, som byen har vundet af “Best Practices”. Et imponerende mausoleum for byens meritter bare de sidste ti år.

Dog er alle tre artikler en smule for arkitektfokuserede, som om det er arkitekturen der var redningen. Det er jo slet ikke rigtigt. Det var snarere rosinen i pølseenden, det dekorative højdepunkt. Man kan sige at den politiske forandring skabte forudsætninger og stimulerede en ny arkitektur for mennesker. Den grundlægende forandring var den POLITISKE DYNAMIK der fandt sted i de år. Og så byplanlægningens vitale rolle som redskabet til at udtrykke de politiske nye vinde. Denne dynamik var resultatet af meget dybe selvransagelses processer, samt en konceptuel nytænkning af og tro på, hvordan innovativ bypolitik kunne forandre virkeligheden. En design proces af den politiske dynamik uden fortilfælde i nyere colombiansk politisk historie.

Der mangler i artiklerne lidt mere kød på om, hvordan de mange innovative byplan-tiltag ændrede økonomien i slumområderne samt var med til at energize den formelle økonomi med mere fokus på den offentlige støtte til erhvervslivet. Hele den økonomiske engineering er også værd at dykke mere ned i for at forstå, hvad der lige skete i de 12-16 legendariske år i Medellin’s historie.

Men disse tre artikler kan være en indledende indføring til mere tilbundsgående studier for den interesserede læser i den mangfoldighed af kulturelle, politiske, økonomiske og ikke mindst sociale elementer, der blev bragt sammen og udviklet i de år i Medellin.

At have tre-fire på hinanden efterfølgende ikke-korrupte borgmestre er lidt at et særsyn i Latin Amerika og har været en ikke helt ubetydelig andel af succeshistorien. At Sergio Fajardo og Anibal Gaviria – endda fra forskellige politiske partier – så turnerede som Borgmester og Guvernør og derefter byttede roller var med til, at det kommunale samarbejde med Provinsregeringen gik som smurt og supplerede hinanden.

Det skal huskes, at Latinamerika er den mest ulige region i verden, med det største gab mellem rig og fattig. Det er måske værd at understrege, at på trods af alt det gode i Medellin så var byen også den mest ulige by i Colombia. Og indtil fornylig den mest ulige by i Latin Amerika. Det for at sige, at disse forandringsprocesser starter nogle meget langvarige processer. De er med til at give håb om en bedre verden.

Desværre varer det gode dog sjældent så lang tid i Latin Amerika. De meget voldsomme demonstrationer i Colombia, der startede i midten af november 2019 og som har udviklet sig til gadekame i Bogota og i Cali, er en indikator på, hvor skrøbelige disse processer er. Og dér kan ingen arkitektur i verden gøre meget forskel – hvor fantastisk den end måtte være.

Men at der er væsentlige ”lessons to be learned” fra Medellins heroiske, ja næsten mytiske forvandlingshistorie, kan der ikke herske tvivl om. Jeg kom meget i Medellin i de spændende år som rådgiver for byens skiftende Borgmestre og var med til organiseringen af 7th. World Urban Forum i Medellin i 2014 i min egenskab af UN-Habitats ansvarlige Human Settlements Advisor for Colombia porteføljen i Latin Amerika.

Mange spørger hvad der udgjorde det samlede greb, der muliggjorde forvandlingen af Medellin? Jeg vil sige politisk KONTINUITET, hvor skiftende borgmestre bygger videre på vindingerne fra den forrige. Hvor en kommunal bypolitik respekteres over det lange løb, i modsætning til gængs praksis i Latin Amerika, at hver ny borgmester tilsidesætter den forriges politik, lukker programmer ned for at starte helt forfra med at opfinde den dybe tallerken. Og så, at man har haft valgt “sunde” borgmestre med visioner, kald og commitments til public service og positiv forandring – og ikke korrupte! I Bogota skete noget lignende med fire borgmesterperioder i rap, der byggede på hinandens sejre, på trods af at det var borgmestre fra forskellige partier. Den politiske kontinuitet er helt afgjort det, der har gjort den helt store forskel.

Er en sammenligning med de nordiske lande umagen værd at tænke over? Jeg vil nok mene, at en stor del af den skandinaviske succeshistorie af gode byer netop er baseret på den politiske kontinuitet. Bæredygtighed f.eks. er ikke en strøtanke af én borgmester, men processer som er skubbet af borgere og som bliver en del af en politisk kultur, som er konstant i bedste fald, eller i det mindste i konstant udvikling.

Jeg vil også mene, at senest så har FNs Udviklingsmål (SDG 2030) gjort rigtigt meget for at skabe et sprog samt fælles reference rammer som nu langsomt er blevet accepteret af borgere, politikere og ikke mindst erhvervslivet. Den slags referencer er guld værd, når en solid politisk kontinuitet skal sikre bæredygtighed i den nære fremtid. Og det er måske her vi kan finde spændende fællesnævnere til Medellin som kan inspirere os i Danmark og krydre den offentlige debat om bedre og mere bæredygtig byudvikling.

 

Den samlede publikation, som endnu ikke er navngivet, forventes udgivet i begyndelsen af det nye år.

Yderligere information om den kommende publikation hos Niels Johan Juhl Nielsen tlf. 30 95 29 26