Indonesien er et af verdens fattigste og mest affaldsbelastede lande, og er en af…
Nyt fra medlemmerne august 2016 – Hvad skete der med Media-now?
Trine Uldal fortæller kort om forløbet omkring lukningen af den socialøkonomiske virksomhed Median-now.
Kort baggrund:
Media-now var en socialøkonomisk grafisk web- og kommunikationsvirksomhed, der blev etableret i 2010 af mig, Trine Uldall. En pioner-virksomhed, har nogle kaldt den. Media-now havde fokus på at skabe jobs på særlige vilkår. I 2013 blev Tobias Uldall-Espersen (bror) partner og medejer. I 2014 lancerede vi www.køb-socialt.dk, som stadig kører. Vi var 7 medarbejdere, da vi var flest – i skånejob, fleksjob og på andre særlige vilkår. I alt har vi haft ca 12-14 borgere igennem i forskellige forløb. Media-now lukkede i maj 2016.
Det var rigtig rart at blive spurgt, om jeg ville skrive lidt til SED’s nyhedsbrev om, hvad der egentlig blev af Media-now. Mit hjerteblod i gennem 6 år. Jeg har ikke magtet at tale om det på de sociale medier. Jeg har stukket hovedet i busken og ignoreret verden.
I det tidlige forår 2016 kunne vi se, at vi ikke kunne få det til at løbe rundt sommeren over, og vi var nødt til at melde det ud til vores ansatte. Med udgangen af maj flyttede vi ud af vores lokaler.
Hvad gik der galt? Spørgsmålet er enkelt, men svaret er komplekst og jeg vil ikke bevæge mig rundt om alle detaljer her. Faktum er, at den økonomiske model ikke fungerede med den sociale profil, vi ønskede. Vi var måske også blevet udbrændte. Det kræver robusthed at være selvstændig og man skal kunne stå imod meget og holde balancen.
Man BLIVER sin virksomhed i så lille et setup. På godt og ondt. Det er fedt at gå forrest. At være leder og ikke chef, men det er også psykisk krævende at få det hele til at spille.
Tobias fik job og jeg gik ned med stress og depression. Følte jeg mistede hele netværket. Sov ikke. Følte alt var væk. Kunder skyldte os penge, så vi kunne ikke afmelde cvr-nummer og derfor kunne jeg ikke melde mig ledig. Måtte bare vente, tage en retsmægling med én, stævne en anden… Catch 22, der fik mig væltet, som prikken over i’et, udover alt det andet, der var at tænke på.
De seks år har givet mig et kæmpe netværk af spændende, søde og dygtige mennesker, fordelt rundt i landet, hvilket jeg er taknemmelig for og gerne vil holde i live. Jeg har været bange for at have mistet netværket, fordi virksomheden lukkede, og jeg var min virksomhed. Men jeg er jo mig selv og jeg er her stadig. Jeg er den samme (mere erfaring i bagagen) men skal bare lave noget andet.
Hvad sker der nu?
Jeg er ved at få hovedet oven vande igen og øver mig i at fokusere på det positive.
Jeg er kommet ind på en bachelor i Informationsvidenskab og Kulturformidling på Københavns Universitet (super, super dejligt) og er nu studerende de næste tre år, med en lille smule selvstændig virksomhed ved siden af (www.cross-media.nu). Den sociale profil for cross-media.nu er ikke færdigudviklet (inspiration modtages gerne), men den kommer på en eller anden måde til at være der. Jeg ELSKER socialøkonomien og forlader den slet ikke. Jeg er blot lidt mere på sidelinien.
Jeg hjælper tidligere kunder, hvis de ønsker det – den del elsker jeg, jeg har bare ikke overskud til at gå ud at sælge, så indtægtsmodellen (udover SU) bliver hovedsageligt noget fast(ere) studiearbejde.
Tusind tak for din interesse. Vil du connecte, kan du finde mig her:
https://www.facebook.com/trineuldall
https://dk.linkedin.com/in/trineuldall
This Post Has 0 Comments