Socialøkonomiske virksomheder og konkurrenceforvridning

Er det konkurrenceforvridning og tager det jobbet fra andre, hvis socialøkonomiske virksomheder får dispensation fra rimelighedskravet og ansætter udsatte førtidspensionister med løntilskud?

Baggrund
En bekendtgørelse fra d. 16. december standser den dispensationsmulighed, der har været for at give socialøkonomiske virksomheder lov til at fravige det såkaldte rimelighedskrav fra og med 1. januar i 2016.

Dermed er flere danske socialøkonomiske virksomheder nødt til at fyre udsatte medarbejdere ansat med løntilskud, fordi de ellers ikke kan leve op til rimelighedskravet. Det gælder bl.a. Café Kaffegal og Gallo Huset i Aarhus. Spørgsmålet er om det er ”rimeligt” – eller hensigtsmæssigt.

Rimelighedskravet er en bestemmelse under lov om aktiv beskæftigelse, som betyder at antallet af ansatte med løntilskud og antallet af personer i virksomhedspraktik maksimalt må udgøre 1 person for hver 5 ordinært ansatte. Hensigten er at forhindre, at private virksomheder udnytter muligheden for at ansætte billig arbejdskraft og dermed skaber konkurrence-forvridning og fortrænger medarbejdere, der er ansat på almindelige vilkår.

For socialøkonomiske virksomheder har rimelighedskravet i mange år været med til at begrænse mulighederne for at integrere udsatte ledige på arbejdsmarkedet. Det er en af årsagerne til at den daværende regering, på opfordring fra socialøkonomiske virksomheder, i 2013 tog initiativ til at lave et forsøg med en dispensationsordning og i 2015 nedsatte en arbejdsgruppe, der skulle se på problematikken.
I et svar til Social- og Indenrigsudvalget om status for arbejdsgruppen svarer beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen d. 21. december 2015, at den nuværende regering har nedlagt arbejdsgruppen d. 15. september 2015, fordi den ikke kunne nå til enighed om en model for lempelse af rimelighedskravet for socialøkonomiske virksomheder, som respekterer hensynet til at undgå konkurrenceforvridning, fortrængning af ordinært ansatte mv.

Men betyder det så, at det reelt er konkurrenceforvridende og tager jobbet fra ordinært ansatte, hvis socialøkonomiske virksomheder kan ansætte flere personer i løntilskud end traditionelle virksomheder?

De mennesker, der starter socialøkonomiske virksomheder, gør det ikke primært fordi de vil konkurrere med andre virksomheder om markedsandele, hæve store lønninger til sig selv og tjene penge til investorer. Så kunne de jo bare starte en traditionel virksomhed – men det gør de ikke! Nej – de gør det, fordi de vil løfte en social opgave og gøre en forskel for udsatte grupper af mennesker, hvad end det er psykisk sårbare, hjemløse, fysisk handicappede, flygtninge eller andre, der har det svært.
Det er hele ideen med konceptet ”socialøkonomisk virksomhed”.

Der er to grundlæggende forskelle på socialøkonomiske virksomheder og traditionelle virksomheder:

1) En socialøkonomisk virksomhed er en virksomhed, der primært har et socialt og samfundsnyttigt formål, som ofte er at hjælpe en udsat målgruppe som f.eks. psykisk sårbare ved at skabe jobmuligheder til dem i de beskyttede og trygge rammer de har brug for – for i det hele taget at kunne varetage et arbejde.
2) Det overskud der genereres i en socialøkonomisk virksomhed skal geninvesteres i virksomhedens sociale formål eller i en anden almennyttig organisation med et lignende socialt formål.
Ifølge ”Lov om registrerede socialøkonomiske virksomheder” kan en registreret socialøkonomisk virksomhed ikke udbetale mere end 35 pct. af virksomhedens resultat efter skat i udbytte. Men i praksis benytter kun et fåtal af de danske socialøkonomiske virksomheder sig af den mulighed, fordi de ønsker at bevare så mange midler som overhovedet muligt til det sociale formål.

Det betyder, at man kan være sikker på, at de anvender overskuddet fra virksomheden til geninvestere i deres sociale og samfundsnyttige formål, hvilket ikke er tilfældet i traditionelle virksomheder.
Ud over at tage et stort socialt ansvar, tager mange socialøkonomiske virksomheder også ansvar for den miljømæssige bæredygtighed. Café Kaffegal i Aarhus anvender f.eks. udelukkende økologiske råvarer.

De Socialøkonomiske virksomheders primære fokus er altså at sikre, at virksomhedsdriften hjælper med at opfylde det sociale formål, man har sat sig og dermed løse en samfundsopgave. Hvis ikke det lykkes, ophører berettigelsen for virksomheden.
Derfor ansætter socialøkonomiske virksomheder hellere ikke primært udsatte i løntilskud for at de skal være produktive og sikre indtjening til virksomheden, men for at skabe social værdi for disse mennesker, og dermed også for samfundet. Når udsatte får en meningsfyldt beskæftigelse i stedet for at være på passiv forsørgelse får de det, lige som alle andre, væsentligt bedre mentalt og fysisk. Det betyder også, at udgifter til medicin og andre sundhedsydelser falder.
De socialøkonomiske virksomheder har formået at skabe jobmuligheder for mange udsatte mennesker, som ellers ikke ville have mulighed for at finde et arbejde. I de socialøkonomiske virksomheder kan de udsatte finde de trygge og rummelige rammer, de har brug for. Det er noget, der som oftest ikke er tid eller mulighed for i en traditionel virksomhed.

Derfor er socialøkonomiske virksomheder heller ikke konkurrenceforvridende i forhold til de traditionelle virksomheder ved at have mange ansatte med løntilskud. Rent konkurrencemæssigt gør de socialøkonomiske virksomheder det rent faktisk sværere for sig selv ved at skulle tage store hensyn til sit personale.
Yderligere er der tale om jobs, som kun eksisterer, fordi den socialøkonomiske virksomhed ønsker at hjælpe udsatte. Den sociale iværksætter ønske jo IKKE at starte en traditionel virksomhed.
Derfor er der heller ikke tale om, at socialøkonomiske virksomheder, der ansætter udsatte med løntilskud, fortrænger ordinær arbejdskraft, da virksomheden jo netop er sat i verden for at hjælpe udsatte i arbejde.

Endeligt kan man sige, at hvis traditionelle virksomheder mener, at socialøkonomiske virksomheder bliver forfordelt ved at få dispensation fra rimelighedskravet, har de jo altid selv muligheden for at omdanne deres egen virksomhed til en socialøkonomisk virksomhed og dermed opnå samme ”fordele”.
Det er vigtigt at huske, at denne diskussion handler om rimelighedskravet og ikke om at forklejne den store indsats, som mange traditionelle virksomheder også gør i forhold til at skabe job for mennesker på kanten af arbejdsmarkedet.

Kort sagt er baggrunden for, at det vil være hensigtsmæssigt at give socialøkonomiske virksomheder dispensation for rimelighedskravet altså, at de skaber jobmuligheder for udsatte, som ikke ville kunne arbejde i traditionelle virksomheder og dermed genererer jobs som ellers ikke ville blive skabt.