Policy Guide on Legal Frameworks for the Social and Solidarity Economy er en ny guide…
Kan crowdsourcing skabe social værdi?
Nina Anker Nissen undersøger i sit speciale fra ITU, hvordan sociale iværksættere kan benytte sig af crowdsourcing. Hun leder derfor efter sociale virksomheder, som har erfaringer med fænomenet.
Af Nina Anker Nissen
Crowdsourcing. Alle taler om det, men hvad kan du som social iværksætter egentlig bruge det til?
Virksomheder og organisationer benytter sig af crowdsourcing, når de outsourcer en opgave eller en udfordring til en crowd, et større netværk af mennesker. Processen foregår næsten altid digitalt, da Internettet har gjort det nemt at nå ud til mange mennesker på én gang.
Tagdel.dk er et dansk eksempel på crowdsourcing. På den digitale platform kan organisationer, frivillige foreninger, offentlige institutioner og virksomheder, som vil løse nogle af samfundets udfordringer, dele deres udfordringer. Det kan f.eks. være en non-profit som vil undersøge, hvordan man kan hjælpe ensomme ældre. Borgere, som har oprettet en profil på tagdel.dk, kan derefter deltage i debatten, komme med forslag og udvikle idéer.
På tagdel.dk crowdsourcer man idéer, men der findes i dag talrige eksempler på, hvad crowdsourcing også kan bruges til. F.eks. kan man crowdfunde kapital til iværksættere med en god idé på platforme som Kiva.org, man kan deltage i peer production af viden på Wikipedia, og med den danske app Be My Eyes kan man med bare ti sekunder af sin tid “være øjne” for en synshandicappet.
For sociale iværksættere med få ressourcer og et stramt budget, er det oplagt at se nærmere på, hvordan crowden kan skabe social værdi. I mit speciale vil jeg forsøge at samle og undersøge den viden, der findes om crowdsourcing for sociale iværksættere i en dansk kontekst. Jeg leder derfor efter danske sociale virksomheder og organisationer, der allerede har gjort sig nogle erfaringer med crowdsourcing og peer production, og som har lyst til at deltage i et kort interview (også muligt over telefon).
Jeg håber, nogle af jer har lyst til at være med!
Om Nina Anker Nissen
Nina Anker Nissen læser e-business på ITU, og har på sin kandidat specialiseret sig i krydsfeltet mellem socialt iværksætteri og teknologi. I foråret 2015 var hun i praktik hos mikrolånsorganisationen Kiva.org i San Francisco. Her oplevede hun på første hånd, hvordan man ved hjælpe af crowdsourcing kan hjælpe hundredtusindvis af mennesker i hele verden.
Hvis du har lyst til at dele dine erfaringer med crowdsourcing, har nogle spørgsmål eller gode idéer, må du meget gerne kontakte Nina på anker-nissen@hotmail.com
This Post Has 0 Comments